Aktuelt

20 09 19 Drengen og Ulven.

Mon ikke du kender, kære læser, Æsops fabel om Drengen og Ulven?

Jeg har fundet en anonym oversættelse på nettet, og den lyder sådan:

”Drengen og ulven

Der var engang en dreng, som vogtede får i nærheden af en landsby. En dag, da han kedede sig rigtig meget, fandt han på at lave lidt sjov med folkene hjemme i landsbyen.

Han sprang op på en stor sten, og så råbte han, lige så højt han kunne: - Ulven kommer! Ulven kommer!

Folk slap, hvad de havde i hænderne, og kom løbende for at hjælpe.

Men der var ingen ulv; de fandt bare drengen, som lo og lo, så tårerne trillede ham ned ad kinderne.

På den måde narrede han dem flere gange.

Så en dag kom der virkelig en ulv. Drengen blev rædselsslagen og råbte, så højt han kunne:

- Ulven kommer! Ulven kommer!

Men denne gang var der ingen, som troede ham, og ulven tog hele fåreflokken.”

Æsop var en forfatter fra oldtidens Grækenland, og han er den første forfatter, vi forbinder med fabeldigtning, selv om fabler også kendes fra oldtidens Egypten. En fabel er en kort, moralsk historie. Den er ofte på vers, og det er tit dyr, der optræder med menneskestemmer som i fablen om ræven og storken, der afbilder ordsproget ”lige børn leger bedst”.

Det kendetegner megen litteratur fra oldtiden, at den illustrerer en sentens eller et ordsprog og altså har en tydelig morale. Vi er ikke så langt fra en prædiken.

Dengang kendte man ikke så meget til bare at fortælle for fortællingens skyld – selvfølgelig er det, der sker i Iliaden og Odysseen, som jo oprindelig blev overleveret fra mund til mund, men den skriftlige litteratur var i høj grad moralsk og skulle for det meste vise, hvordan man opfører sig i en bestemt situation.

Således også her: Man skal ikke slå alarm uden grund, for så ender det med, at ingen reagerer, når der virkelig er en grund.

Dette fabel er rindet mig i hu adskillige gange i denne COVID 19-tid.

Når det i sandhed hårdtprøvede erhvervsliv og i kølvandet derpå borgerlige politikere beklager sig over de begrænsninger, som regeringen og Folketinget pålægger os alle som følge af COVID 19.

Virksomhedsejere frygter for deres overlevelse og utvivlsomt med god grund.

Men når alt kommer til alt, frygter vi alle for vores overlevelse under en pandemi.

Der er nogle af os, der er så privilegerede, at pandemien sandsynligvis ikke kommer til at påføre os store økonomiske tab, men til gengæld har vi heller ikke mulighed for de store gevinster, når samfundet lever sit normale liv.

Og hvis det f.eks. er med til at nedbringe antallet af smittede, at man pålægger restauranter, cafeer osv. i en periode at lukke kl. 22 og gæsterne at bære mundbind, når de ikke sidder ned, er det ikke blot et forsøg på at nedbringe smittetallet, men også på at sørge for, at der kan være et publikum at drive virksomhed for, når pandemien engang er forbi og en effektiv vaccine fundet.

Når langsigtede forholdsregler indføres, taler de berørte om de kortsigtede følgevirkninger – og omvendt.

Vi glemmer, at en pandemi kommer til at komme os alle ved, fordi der vist ikke er nogen, der ikke kan blive smittet.

Og det er altså ikke bare en ny influenza, men en potentielt dødelig virussygdom med risiko for alvorlige og langvarige senfølger.

 

 

20 09 18 Moseloven og kristendom.

Alle kristne trossamfund bygger på Bibelen og nogle bekendelsesskrifter.

Et bekendelsesskrift er en tekst, hvis indhold er en del af trossamfundets forståelse af kristendommen.

Også Den Danske Folkekirke har bekendelsesskrifter.

På netstedet ”folkekirken.dk” kan man læse følgende om folkekirkens bekendelsesskrifter:

Folkekirkens fem bekendelsesskrifter er:

1): Den apostolske Trosbekendelse.

Den apostolske Trosbekendelse er folkekirkens ældste bekendelsesskrift. Den indgik formentlig i oldkirkens dåbsundervisning og dåbsliturgi. Denne bekendelse anvendes ved folkekirkens gudstjenester og i forbindelse med dåb og konfirmation.

2): Den nikænokonstantinopolitanske Trosbekendelse.

Den nikænske Trosbekendelse, som den kaldes i Salmebogen, stammer fra det første kirkemøde i år 325, hvor kirkeledere fra hele den kristne verden formulerede en fælles bekendelse, som alle kristne kirker kunne tilslutte sig. På et nyt kirkemøde i Konstantinopel i 381 blev den udvidet. Folkekirkens gudstjenesteordning giver mulighed for at bruge Den nikænske Trosbekendelse i højmessen i stedet for Den apostolske Trosbekendelse. Den indgår i den katolske kirkes messeliturgi.

3): Den athanasianske Trosbekendelse.

Den athanasianske Trosbekendelse er skrevet ca. år 435. Bekendelsen blev skrevet efter stridigheder om den rette forståelse af treenigheden.

4): Luthers lille Katekismus.

Luthers lille Katekismus udkom første gang i 1529, altså under reformationen. Skriftet er Luthers sammenfatning af den kristne tro og lære udlagt for lægfolk.

5): Den augsburgske Bekendelse.

Den augsburgske Bekendelse blev skrevet af reformatoren Philip Melanchton og forelagt den tysk-romerske kejser i 1530. Bekendelsen kendes også som Confessio Augustana (CA). Den augsburgske Bekendelse er den evangelisk-lutherske kirkes teologi udtryk i en række korte artikler.

https://www.folkekirken.dk/om-troen/at-vaere-kristen/trosbekendelse/bekendelsesskrifter er der links, så man kan læse de fem bekendelsesskrifter på dansk.

Både Det Gamle Testamente og Det Nye indgår altså i folkekirkens bekendelsesskrifter. Men de har ikke samme status. Det handler Paulus brev til menigheden i Galatien om. Galaterbrevet er et af de mest fascinerende skrifter i Det Ny Testamente.

Jeg kan kun anbefale dig at læse det, kære læser, selv om det kan forekomme svært tilgængeligt. Det drejer sig om en meget vigtig konflikt i den tidligste kristne menighed, så tidligt som omkring år 50.

Det store spørgsmål er: Skal man først være jøde for at kunne blive kristen? Skal man først føres ind under Moseloven med pligt til at overholde dens mange bud – herunder for drenge og mænd omskærelse?

Paulus’ entydige og lysende klare svar på det spørgsmål er nej. Moseloven er foreløbig, Kristus er vedvarende. Moseloven er en forjættelse af Kristus, der derfor er lovens opfyldelse. Med Kristus forholder man sig ikke længere til Gud ved at overholde loven, men ved at tro på Kristus. Det er tro på Kristus, der alene gør mennesket retfærdigt i forhold til Gud eller med en lidt mere nutidig formulering frelser mennesket. Mennesket kan ikke opfylde loven. Derfor skal Moseloven forstås som en vejviser til Kristus – Paulus bruger faktisk det gode græske ord pædagog.

Det Gamle Testamente fungerer i kristen sammenhæng som baggrund og forståelsesramme for den figur, som er Jesus Kristus.

Kristendom drejer sig altså ikke om det, kristne gør, men om det, kristne tror.

Og deri ligger for mig at se selve kimen til den sekularisering, der til en vis grad præger det nutidige samfund i den del af verden, hvis kultur har kristent udgangspunkt.

Det står og falder med tro. Du skal ikke gå i kirke for at blive frelst, kære læser, men fordi du gerne vil. Det er ikke mindst derfor, det anonyme ordsprog giver mening, at det er bedre at sidde på kroen og tænke på kirken end at sidde i kirken og tænke på kroen.

 

 

20 09 17 Intet menneske er en ø.

Du er altid i en sammenhæng, kære læser.

Når nogen taler, er det, fordi en anden har sagt noget, som kræver kommentar.

Når nogen handler, er det en reaktion på anden handling.

Ingen gør noget ud i den blå luft.

Der er altid noget, der er gået forud.

Og vi er til enhver tid viklet ind i hinanden.

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt – en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være så forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om en andens liv lykkes eller ej.” Sådan skriver den teologiske filosof K. E. Løgstrup (1905-1981) i ”Den Etiske Fordring” (1960).

Det er de små ting, og de er ofte så små, at vi overser dem.

Og Sebastian sang ”Du er ikke alene” med så stor gennemslagskraft, at det var nok til en hel film i 1978 – eller retteligt blev det til to, for en dokumentarfilm om Sebastian fra 2007 fik en lignende titel.

Det er noget, vi ikke kan undgå at mærke i denne COVID 19-tid. Og ikke kun for det gode. Selv om jeg nok så meget forsøger at holde mig for mig selv og holde afstand, kan jeg og de andre pludselig komme til at komme hinanden ved på en uønsket måde, hvis vi smitter hinanden.

Ved en enkelt fødselsdagsfest skal 30 (tredive) mennesker være blevet smittet.

Og det er det stærkest tænkelige argument for, at den engelske digter John Donne (1572-1631) havde fingeren på den store puls, da han skrev sin meditation nr. 17 fra samlingen ”Devotions upon Emergent Occasions” (Bønner til forskellige lejligheder):

No man is an island entire of itself; every man

is a piece of the continent, a part of the main;

if a clod be washed away by the sea, Europe

is the less, as well as if a promontory were, as

well as any manner of thy friends or of thine

own were; any man's death diminishes me,

because I am involved in mankind.

And therefore never send to know for whom

the bell tolls; it tolls for thee.

(Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele; om en lerklump skylles bort fra havet, eller et forbjerg, eller din vens hus, eller dit eget, Europa bliver mindre derved; ethvert menneskes død river noget fra mig, thi jeg er ét med den ganske menneskehed, så derfor skal du ikke spørge: Hvem ringer klokkerne for? De ringer for dig.) (ukrediteret oversættelse fra dagbladet Information 14. 12. 2018)

Dine handlinger har følger, kære læser, ligesom mine har det.

Og vi er afhængige af hinanden på godt og ondt.

I hverdag og til fest.

I glæde og sorg.

Når jeg ser et andet mennesker og anerkender vedkommende blot ved et stille smil, får jeg det tilbage, og ofte mere til i form af en hilsen.

Og nu får jeg endnu en gang anledning til at minde om det tredobbelte kærlighedsbud – kærlighed til Gud, til din næste (enhver, der ikke er dig, kære læser) og til dig selv – og om den gyldne regel, som den i kristen sammenhæng findes formuleret i Matthæusevangeliet (Mt 7, 12 – citeret efter Bibelen 2020): ”I skal opføre jer sådan over for andre, som I gerne vil have, de skal opføre sig over for jer. Det siger loven og profetbøgerne.”

 

 

20 09 16 1968

1968 var et begivenhedsrigt år.

Der var optøjer i Paris, på Københavns Universitet blev rektors kontor besat og hans cigarer røget, og i august invaderede Sovjetunionen Tjekkoslovakiet af frygt for, at landet ville tilnærme sig Vesten for meget.

Det, der skete i Paris og i langt mindre målestok i København, var begyndelsen til det, der senere er blevet kaldt ungdomsoprøret og bedømt både positivt og negativt alt efter betragterens standpunkt.

Jeg gik i gymnasiet – først i 1. og siden i 2. g.

Det var på Københavns vestegn, og det var en stor skole. Lærerne var formelt klædt på – mænd med jakke og slips, de fleste kvinder i kjole eller nederdel, og eleverne tiltalte lærerne med De og hr. eller fru/frøken.

Det var livets alvor.

Jeg blev student i 1970 og allerede året efter fik jeg et vikariat på mit gamle gymnasium, og det udvidede sig til et eller to års ansættelse som timelærer med et lavt timetal – et fortræffeligt studenterjob.

På den korte tid var der sket umådeligt meget på skolen. Lærerne havde skiftet tøj og lagt slipset, og eleverne tiltalte nu deres lærere med du og fornavn.

Og det begyndte langsomt at gå op for mig, at eleverne virkede mere voksne og selvstændige, end jeg selv huskede fra dengang, jeg var i deres alder.

Der skete meget i de år.

I halvfemserne, da jeg for længst var blevet præst for hørehæmmede, fulgtes jeg ofte med en mund-hånd-system tolk, der havde gået i skole i firserne, og hun stillede mange interesserede spørgsmål til historiske emner og forklarede sin uvidenhed med, at hun intet havde lært i skolen.

Der skete meget i 1968.

Både godt og dårligt.

Men meget af det gode er ved at forsvinde, medens der ikke rigtigt bliver gjort noget for at afhjælpe skaderne.

En af de største skader forekommer mig at være det kolossale dannelsestab, som generationerne efter ’68 har måttet affinde sig med.

Jeg taler ikke om dannelse i form af omgangsformer, men om mangel på indsigt i billedkunst, musik og litteratur, der ikke er nutidig – og lettilgængelig.

Det ser ud, set udefra, indrømmet, som om fordybelse stort set udelukkende gælder emner, som eleverne har et godt kendskab til i forvejen.

Det får den betydning, at kulturprodukter, der er frembragt før i forgårs, i stadig højere grad bliver en sag for særligt interesserede og specialister samtidig med, at de humanistiske universitetsuddannelsers muligheder for seriøs beskæftigelse med ældre og fremmedartede kulturprodukter er blevet og fremdeles bliver drastisk beskåret.

Det er naturligvis klart, at vi skal lære nyt, så vi kan blive ved med at producere varer og tjenesteydelser, så vi kan bevare vores rigdom, men jeg er ikke overbevist om, at det sker på den bedste måde, når vi lukker øjnene for alt, der ikke har en umiddelbar nytteværdi.

Det forekommer mig trist og betegnende for vores tid, at vi ikke for alvor har gjort os klart, at ”hvad Haanden former, er Aandens Spor”, som Johannes V. Jensen (1873-1950) skriver i ”Danmarkssangen”.

At gå ind i et kunstværk – musik, litteratur eller billedkunst for nu blot at nævne tre genrer – kan være en indre rejse eller en oplevelse, der ændrer ens tænkemåde og sætter en i stand til at se en ny verden, og det kan i højeste grad også få praktisk betydning.

Ungdomsoprøret ville ændre verden, men glemte, at ”vanens lille grå tyran”, som Tove Ditlevsen (1917-1976) kalder det i digtet Den Nye Ejer, er nissen, der flytter med. 

 

 

20 09 15 Når man bliver syg …

Der var engang, da sygdomme som lungebetændelse var dødelige.

Min egen fars korte liv – han blev kun 41 år gammel – sluttede med en lungebetændelse efter en massiv hjerneblødning pga. et trafikuheld. Det var godt, det gik sådan, når det nu skulle være.

Difteritis – strubehoste – og tuberkulose for ikke at tale om forskellige kønssygdomme var heller ikke til at komme fri af.

Thomas Mann (1875-1955) bruger tuberkulosepatienters passiviserede sanatorietilværelse som et billede på en verden i opløsning i romanen Trolddomsbjerget. Læs den, selv om den er lang. Den fortjener det.

En kvindelig læser spurgte for resten Thomas Mann, hvorfor alle hans bøger var så lange og svære at forstå. Mann svarede ved at opfordre hende til at læse bogen en gang til.

Men sådan er det ikke længere med sygdomme, der er fremkaldt af bakterier, at de for det meste er dødelige.

Det, der gjorde den store forskel, var Sir Alexander Flemings (1881-1955) opdagelse af penicillin som dræber af sygdomsfremkaldende bakterier. Det gav ham nobelprisen i medicin i 1945.

Det er kun 75 år siden.

Og det er virkelig et vandskel. Dødelige sygdomme var med ét ikke længere dødelige.

Det er ikke til at fatte, hvad læger kan i dag, som de ikke kunne for bare 75 år siden.

Men lægevidenskab kan stadig ikke alt.

Det er COVID 19 et forfærdeligt godt eksempel på.

Og vira – virus i flertal – i al almindelighed.

Det er sygdomme som forkølelse, influenza og de almindelige børnesygdomme ikke at forglemme.

Der findes ikke et bredt brugbart middel mod virussygdomme, som der gør mod sygdomme, der er fremkaldt af bakterier.

Og der er desuden risiko for, at penicillin-præparater kan miste deres virksomhed, fordi nogle bakterier har udviklet resistens mod penicillin, og det hænger igen sammen med brug af penicillin i bl.a. svineavl.

Jeg har lært i biologitimerne, at en bakterie er en selvstændig organisme, medens et virus ikke kan leve uden sin vært. Alligevel er det vira, der volder de største problemer. Det ser nærmest ud til, at der skal udvikles en speciel vaccine til hver enkelt virus.

Influenza er som nævnt også virussygdom, og den influenzavaccine, der tilbydes hvert år, er forskellig fra år til år.

Og den er ikke engang 100% virksom.

Men det er alligevel bedst at lade sig vaccinere, fordi vaccine under alle omstændigheder vil give et mildere sygdomsforløb.

Vi får næppe styr på COVID 19, før vi har fået udviklet en ordentlig vaccine.

Men når det er sket, kan det kun gå for langsomt med at blive vaccineret.

Jeg ser i det hele taget ingen grund til at forholde sig skeptisk over for vacciner, som vores sundhedsvæsen har godkendt. Hvem skulle have interesse i, at vi lod os injicere med skadelige stoffer? Det lugter af konspirationsteori og derfor af manglende oplysning.

Alle vi, der ikke har vores egen medicinske faglighed, er henvist til at stole på læger og sundhedsvæsen, og al erfaring tilsiger, at det kan vi trygt gøre.

Selvfølgelig skal man være kritisk, og kan man vælge mellem flere behandlingsmetoder, skal man naturligvis undersøge dem efter bedste evne. Man kan jo spørge en anden læge end sin egen, selv om det kan være, man skal betale for svaret. Men hvis det er vigtigt nok for en selv, er de penge givet godt ud.

At blive rask efter et sygdomsangreb er ingen selvfølge, selv om fremgang i lægevidenskaben forleder os til at tro det. Det er altid bedre at forebygge end at helbrede, og i disse tider gør vi det bedst ved at holde vores hænder rene med sprit og vand og sæbe og i øvrigt holde afstand.

 

 

20 09 14 Rapport fra en gulvspand.

Mon du husker navnet Maja Ekelöf, kære læser?

Maja Ekelöf, der levede fra 1918 til 1981, var en svensk rengøringskone fra Karlskoga, der ligger på højde med Stockholm nogle timers kørsel mod vest.

Hun vandt en romankonkurrence i 1970 med bogen ”Rapport från en skurhink”, oversat til dansk af Annabeth Kruse med titlen ”Rapport fra en gulvspand”.

Bogen kan lånes på biblioteket.

Og det er der god grund til at gøre.

Den er hurtigt læst, men giver meget.

Det er vel ikke en egentlig roman, men en dybt bevægende selvbiografi.

Maja Ekelöf er fattig, er enlig mor til fem næsten voksne børn og har alle hånde hverdagsproblemer med at få enderne til at mødes. Hun giftede sig 1940 med gravemaskineføreren Torsten Ekelöf, men blev skilt 1957. Han nævnes ikke.

Der er problemer nok at se til.

Men der er også håb

Og hun har desuden et umådeligt stort engagement i store og små sager nær og fjern.

Og så har hun en umætteligt behov for at lære.

Lære og forstå.

Se sammenhænge.

Gøre verden bedre.

Hun er et levende eksempel på et menneskebillede, som arbejderbevægelsen gerne tegnede i de første mange år efter Anden Verdenskrig.

Mennesker uden uddannelse og ofte med dårligt betalt jobs, men med en voldsom trang til at lære, forstå, blive klogere – og nok ikke mindst finde sig selv.

Maja Ekelöf læste samfundsfag og litteratur og historie på aftenskole i årevis, og hun skrev, digte, noveller og en roman. I 1987 fik hun forfatteren Ivar Lo-Johanssons (1901-1990) pris – som den første efter ham selv.

Hun fandt sig selv i skrift og litteratur – hendes yndlingsbeskæftigelse, siger hun selv et sted, var at sidde og skrive i hånden – og fandt en identitet: hun blev nogen – sig selv.

Det, der gør Maja Ekelöf til en fantastisk person i mine øjne er ikke så meget indholdet af det, hun skriver, som selve det forhold, at hun skriver. Hendes far var ganske vist bogholder, men selv gik hun i gang med hårdt fysisk arbejde uden særlig uddannelse, og alligevel giver hendes liv hende overskud til at realisere sin trang til at lære.

Jeg er selv vokset op i et hjem, hvor bøger og læsning blot var tidsfordriv og underholdning; min mor havde en kontoruddannelse, min far var uddannet radiomekaniker, men havde egen møbelforretning på Nørrebro ved sin død i 1954.  

Læsning kan give et andet perspektiv på verden. Man kan få førstehåndskendskab til, hvad andre mennesker har tænkt, følt og opdaget i de årtusinder, mennesker har skrevet tanker ned – under forudsætning af, at det er tilgængeligt på et sprog, man forstår. Man kan finde dem, man er enig med, og man kan finde sine argeste modstandere.

Læsning fremmer oplysning – oplysning i den betydning, som den har i begrebet oplysningstid.

Oplysning svækker muligheden for, at konspirationsteorier opstår.

Oplysning hjælper mennesker til at tænke selvstændigt.

1960’erne var nok en mere oplyst tidsalder end vor egen tid.

Der var intet internet og ingen computere.

Det var noget mere besværligt at finde information – og derfor også at sprede misinformation.

I dag blomstrer falske nyheder op overalt, og politikere i almindelighed og statsledere i særdeleshed – se bare Rusland og USA – spreder fake news med lynets hast.

Det vil gavne os alle at vende blikket mod den gulvspand, Maja Ekelöf rapporterer fra, og sætte farten ned, så vi kan tænke over tingene.

 

 

 

 

20 09 13

 

I dag har jeg fornøjelsen at holde højmesse i Kildevældskirken på Østerbro i København, og i den forbindelse skal vi døbe to børn.

Derfor får I i dag min dåbstale, søndagens evangelielæsning og min prædiken.

 

DÅBSTALE
Nåde være med jer, og fred fra Gud, vor Fader og Herren Jesus Kristus. Amen.

Velkommen til barnedåb.

Velkommen til Asger og Sif og deres forældre.

Og velkommen til alle dåbsgæster i alle aldre.

Jeg håber, I befinder jeg godt i kirkerummet.

For et kirkerum skal helst være godt at være i.

I glæde som i sorg.

Kristen dåb indebærer dåb i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

I kristen sammenhæng er Gud på én gang en og tre, og det er noget man skal være Gud for at kunne være. Og måske også for at kunne forstå.

Ordet ”dåb” betyder nedsænkning, men i vores kirke foregår det rent symbolsk ved at dåbsbarnets isse gøres våd, og nu til dags foregår det selvfølgelig med tempereret vand.

Dåbshandlingen tegner et billede: Det ”naturlige” menneske, også kaldet ”den gamle Adam”, dør, men fødes på ny som Guds barn.

Barnedåb er det, vi religionshistorisk set kalder et overgangsritual.

Det spæde barn bliver igennem én handling en del af den kristne menighed og optaget i samfundet.

I den førkristne vikingetid blev barnet optaget i samfundet ved at blive knæsat – dvs. anbragt på faderens knæ. Hvis faderen ellers syntes. Hvis ikke, blev barnet udsat. Sat ud.

I mange kulturer sætter man et mærke på barnets krop, når det optages i samfundet; f.eks. bliver jødiske drengebørn omskåret kort efter fødslen. Men vi nøjes heldigvis med at væde barnets hoved, og selv om det nok kan få barnet til at protestere, er det ikke en handling, der mærker barnet for livstid.

Det er meget glædeligt, at det ikke er del af den kristne historie, at spædbørn udsættes for lemlæstelse.

Paulus anerkender som etnisk jøde fysisk omskærelse som pagtstegn, men taler (Kol 2, 11) netop om, hvordan kristen ”omskærelse” ikke udføres med hænder. Det falder smukt i tråd med, at det afgørende i kristendom i forhold til Gud er tro og ikke gerninger.

Det er jo en del af den kristne tro, at barnet i dåben bliver Guds barn; jeg vil hellere formulere det sådan, at dåb er billede på, at ethvert barn fra begyndelsen er Guds barn.

For mon ikke Gud er rummelig nok til at tage barnet til sig, uanset om det er døbt eller ej?

Det spørgsmål er og bliver en trossag.

Men hvis denne tro skulle blive gjort til skamme; det kan den jo, det er derfor, det hedder tro og ikke viden, er barnet ikke blevet lemlæstet på sin krop.

 

Hvorfor er det børn, vi døber og ikke voksne?

Det korte svar er: fordi kirken er nået frem til, at det er det, Jesus i og med den såkaldte dåbsbefaling har sagt, vi skal gøre, og derfor gør vi det så.

Et lidt længere svar kunne være: Der er kristne retninger – f.eks. baptister – der mener, at man først skal døbes, når man selv kan tage stilling til om man ønsker det; det har en del forældre også ment i de sidste årtier, dog uden at det gør dem til baptister. Den baptistiske dåbspraksis opfatter dåben som den døbtes bekendelse til kristendommen, og det er noget helt andet end barnedåb.

Derfor er baptistisk dåb ofte gendåb, medens næsten alle andre trossamfund mener, at dåb kun kan ske én gang.

Vores dåbsritual indledes med, at præsten spørger, om dåbsbarnet er ”hjemmedøbt”.

Hvis svaret ”ja”, kan handlingen ikke fortsætte.

Konfirmation er for resten heller ikke en bekendelseshandling. Konfirmanden bekræfter ikke sin dåb. Det er kun Gud, der ville kunne bekræfte en dåb og dens gyldighed. Men i konfirmationsforberedelsen og ved konfirmationsgudstjenesten lærer konfirmanden, hvad det betyder og indebærer, at han/hun er døbt.

Men den tid den sorg. Tilbage til dåben.

Der er så mange ting, det nyfødte barn ikke kan vælge. Først og fremmest, om det egentlig ville fødes eller ej. Hvem dets forældre er. Hvilket køn det har. Og så videre.

Ethvert barn fødes ind i en sammenhæng, og med til den sammenhæng hører uomtvisteligt også forholdet til evigheden, som vi hver især kender den – ikke mindst fra det religiøse rum, som vi alle har i vores indre.

Det religiøse rum er forskelligt fra menneske til menneske; det består af vores dybeste følelser, men det næres af et forråd af traditioner og fortællinger, som er det der udgør de underste lag i vores kultur. Derfor forekommer det mange af os naturligt at åbne døren til det samme fælles religiøse rum for vores børn.

Og således er også I, Joan og Søren og Katja og Bjarke, kommet for at få Asger og Sif døbt. Og at de bliver døbt glæder den kristne menighed – både den del, der er samlet her og den, der er andre steder i verden.

Den kristne menighed er jo et meget stort fællesskab, større end både Facebook og Twitter og In­stagram til sammen, og i hvert fald noget ældre.

Den kristne dåb og ikke mindst dåbsbefalingen er verdens første spæde udtryk for globalisering!  

Derfor vil vi nu gå over til at døbe jeres døtre, og lade de ord, der altid lyder ved dåb i kirken, lyde over dem – en ad gangen.

Nåde være med jer, og fred fra Gud, vor Fader og Herren Jesus Kristus. Amen.

 

EVANGELIELÆSNING

Præsten: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes

Menigheden (rejser sig og) svarer:

Gud være lovet for sit glædelige budskab.

Præsten: Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: “Vil du være rask?” Den syge svarede: “Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.” Jesus sagde til ham: “Rejs dig, tag din båre og gå!” Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.

Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: “Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.” Han svarede dem: “Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.” De spurgte ham: “Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?” Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: “Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.” Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask. Joh 5,1-15

(Menigheden sætter sig.)

 

PRÆDIKEN

Præsten: Den syge mand ved Betesda Dam, der har ligget dér ved dammen i 38 år, adskiller sig for os at se fra alle de andre mennesker ved dammen.

Han bliver et individ i vores øjne, fordi det er ham, vi betragter, når vi møder denne historie.

De andre er baggrund.

Han er figuren, vi ser på den baggrund.

Vi ser den syge stillet over for en mængde.

I modsætning til mængden.

Han er en ener blandt de mange.

Det er jeg også, hvis man spørger mig.

Men i andres øjne er jeg en af de andre.

En af de mange.

Sådan er det også med dig.

Sådan er det med ethvert menneske.

Et menneske kommer alene ind i verden og forlader verden igen til sin tid alene.

Ethvert menneske skiller sig ud fra den mængde, det deler livstid med.

Og vi har alle mindst ét område, på hvilket alle andre, så vidt vi da med vores skæve blik kan se, har det bedre og lettere end vi.

Et felt, hvori vi må vente på, at der sker et mirakel, førend vi kan være på omgangshøjde med de andre.

Før vi kan leve, som de andre lever.

Men vi adskiller os ikke så lidt fra den syge ved Betesda Dam, når det gælder beskaffenheden af det, der får os til at føle os små og utilstrækkelige.

For vi ved i dag meget mere om sundhed og sygdom, end man vidste på Jesu tid.

Vi forstår både krop og sind langt bedre end dengang, og derfor er det ikke helt så ofte som dengang et spørgsmål om mirakler, når det gælder vores helbred.

Vi har kyndige fagfolk, vi kan støtte os til.

Læger har forstand på vores sygdomme og kan i mange tilfælde få dem til at gå væk eller i det mindste holde dem i tømme, så vi igen kan leve som før. Og en dag kommer det også til at gælde COVID 19, som hjemsøger os for tiden.

Og uanset om de kan helbrede eller ej, kan de forklare, hvad der sker i sygdommen.

Vi har vænnet os til at betragte sundhed og sygdom som et arbejdsområde og et godt helbred som et spørgsmål om rettidig omhu.

Der er andet i verden, der skræmmer os mere end vores helbred.

Jeg har kendt en mand, der fik besked om, at hans kræftsygdom var uhelbredelig den 11. september 2001 kl. 15.

Men han slukkede ikke for sit fjernsyn af den grund.

Begivenhederne i USA optog mere plads end hans egen dødelige sygdom.

Det er alt det, som det er umuligt at få indflydelse på, der skræmmer os.

Som har flere kræfter end vi.

Verdens gang.

Naturkatastrofer.

Krig.

Meningsløs vold.

De mennesker, der også i virkelighedens verden vil os det ondt.

Jeg siger det så omhyggeligt, fordi det ikke nødvendigvis er det samme som dem, vi tror vil os det ondt.

Men det fremmede – og i mange tilfælde de fremmede – skræmmer os, bare fordi det er fremmed.

Vi kan f.eks. ikke forstå, hvad mange fremmede siger.

Det gør os utrygge.

Og der er fremmedsprog, der altid synes at lyde som skældud, når de bliver hørt af udenforstående.

Det gør os endnu mere bange.

Utrygge.

Ængstelige.

Og når vi samtidig igen og igen erfarer, dog næsten udelukkende fra fremmede lande, hvordan mennesker myrder løs som hævn eller fordi de bilder sig ind at de kan frelse verden og sig selv ved at dræbe, er det nærmest for en naturlov at regne, at vi bliver skræmt og synes, verden er af lave.

Jeg tror for resten, at det ideelt set netop er det, vi har en kirke til, til at tænke over og søge hjælp mod det som vokser os over hovedet.

Nu søger mange af os måske ikke kirken så tit, som vi med nytteløse selvbebrejdelser forholder os selv at vi burde, men så skal vi i stedet huske på, at det i den situation er at foretrække at sidde på kroen og tænke på kirken …

Jeg synes også, verden er af lave.

Og jeg tror ikke kun det skyldes, at jeg er ved at blive gammel.

Men denne sommer, der har været uden ”agurketid” og i stedet fyldt med nyheder om en pandemi, der løber løbsk mange steder og en stormagt, der ser ud til at være ved at revne, må skræmme os alle.

Jeg er lige så skræmt som alle andre.

Mindst.

Men det er altafgørende, hvilke konsekvenser vi drager af vores angst.

Jesus spørger manden ved Betesda Dam, om han vil være rask.

Om han har vilje til det.

Om det er hans ønske at kunne tage hånd om sit eget liv, eller han hellere vil blive ved med at have sit livsindhold i at lide under sine urimelige kår og klage over dem.

Om han gerne vil have, at det skal blive anderledes.

Vil vi i vores liv forholde os til virkelighedens verden, eller vil vi forsøge at lukke os inde for at holde den ude?

Hvordan skal vi overhovedet finde kræfter til at ”leve som før”? Før det skel, der blev sat i New York den 11. september 2001, og som vi i hvert fald åndeligt talt mærker mere og mere til for hver dag der går? Og før vi pludselig blev ramt af en pandemi, vi ikke havde midler mod?

Lad mig indskyde, at det ligger min hensigt fjernt at stå på kirkens prædikestol iført præstekjole og tale politik. Måske er der alligevel nogen, der vil opfatte mine betragtninger som politiske og som utidig indblanding i forhold, der ikke har noget med evangeliet at gøre. Det kan jeg i så fald kun beklage. Men evangeliet sigter ubetvivleligt på vores virkelighed, og frygt for fremtiden fylder meget i nutidens synsvinkel, og derfor er det noget af det, der må sættes ord på.

For hvordan skal vi komme videre?

Hvordan skal vi kunne fortsætte det frie, åbne og tillidsfyldte liv, som kendetegner et samfund som det danske?

I tre af de fire evangelier fortæller Jesus den historie vi kalder lignelsen om de betroede talenter.

Den handler om tre tjenere, hvis fælles herre betror dem hver en pengesum, som de skal forvalte, medens han er på rejse.

Den tjener, der har fået det mindste beløb betroet, graver det ned i jorden for at passe på det, medens de to andre sætter deres værdier i cirkulation for at få dem til at yngle, og det lykkes i så høj grad for dem, at herren belønner dem for deres indsats. Men den tredje tjener, han der ville være sikker på ikke at miste sin betroede talent, bliver jaget bort af herren og ud i mørket, fordi han ikke har formået at skabe mere værdi.

Et andet sted siger Jesus, at den der har til hensigt at frelse sit liv, kommer til at miste det, medens den der er villig til at sætte sit liv på spil, vil frelse det.

Den syge ved Betesda Dam var netop ikke villig til at sætte den smule liv han havde på spil.

Han satsede ikke.

Han undskyldte sig med, at han ikke var i stand til det, og derfor kom hans liv til at bestå i meningsløs venten, indtil Jesus kom tilfældigt forbi.

Måske var det frygt der forhindrede ham i at sætte alt på ét kort.

Og hvis Jesus ikke havde været der, var han såmænd blevet liggende ved dammen til sin død.

Jeg tror ikke, det nytter at lukke af for virkeligheden.

Det nytter derimod at se virkeligheden og med den sin frygt i øjnene og i den erkendelse forsøge at leve, som man ville leve, hvis der ikke var noget at være bange for.

Det er svært.

Det er let at komme i tvivl.

Skal vi lave vores frie, åbne samfund om til en fæstning med skarpt bevogtede tog og grænser?

Det er det, der i traditionel, kristelig sprogbrug kaldes at lide under anfægtelser.

Det overgår os alle.

Ikke mindst, når vi vågner klokken fem om morgenen og ikke kan falde i søvn igen.

Den der glæder sig, til det skal blive sommer, når han mærker dagene længes og ser livet vende tilbage, mister ikke den glæde, når sommeren drukner i regn, som den jo var lige ved at gøre i år.

Og så blev det varmt.

Meget varmt.

På samme måde med et liv i tillid og tro, uanset om det skulle blive gjort til skamme.

Og det fremgår klart af Det Ny Testamente, at tvivl er et menneskeligt grundvilkår.

Man skal ikke skamme sig over sin tvivl.

Tvært imod.

”Den der vil tro, må også kende tvivlens kunst” sagde forfatteren Thornton Wilder engang.

For tro som en evne er også et menneskeligt grundvilkår.

Tro er ikke noget vi lærer.

Tro er noget vi fødes med.

Tro består i, at man for sig selv og alene for sig selv ved noget, der ikke kan vides.

Tro er tillid.

Tro er udtryk for tillid.

Vi holder gudstjeneste med udgangspunkt i tro.

Og tvivl.

Mange slægtleds tro.

Og tvivl.

En gudstjeneste er dybest set et råb om hjælp.

En søgen efter mening.

Ligesom en kirke er det.

Tænk, at så stort et projekt hviler på uvidenhed.

For tro er uvidenhed, så sandt som tro ikke er viden.

Men tro ligger dybt nok i os til at kunne rejse bygninger til at være fælles om den.

Ikke telte.

Ikke pavilloner.

Men grundmurede huse.

Og den søgende menighed er til enhver tid den syge ved Betesda Dam, der håber på, at Jesus kommer forbi.

Gud hjælpe os.

Amen.

 

 

 

20 09 12 Når COVID 19 bliver hverdag.

Der er mange ting, vi er nødt til at gøre anderledes for tiden.

Og det skyldes en irriterende, lille virus, som ingen har bedt komme, og som er kommet til verden som følge af anderledes spisevaner i en fremmed kultur.

Det er den slags ting, der sker.

Det betyder, at vi skal holde os mere rene, end vi plejer, og det viser vel dybest set også, hvor urenlige vi har vænnet os til at være, selv om den almindelige hygiejne er langt bedre end for 50 år siden.

Men når vi mennesker skal være sammen på disse nye vilkår, opstår der mulighed for konflikt.

Vi ved endnu ret lidt om COVID 19, hvad den gør ved os og ikke mindst i hvor lang tid den vil gøre det.

Nogen af os er mere bekymrede og mere forsigtige end andre.

Nogen har sygdomme i forvejen, der bevirker, at det vil være sværere for dem at stå et angreb med COVID 19 igennem.

Andre er – som også jeg selv - +65 og dermed pr. definition i en risikogruppe.

Nogen er forsigtige af natur.

Nogen er mere ligeglade.

Det, jeg personligt frygter mest, er senfølger – ligesom også senfølger ved en almindelig influenza kan være skræmmende.

Og frem for alt vil jeg ikke give anledning til, at andre bliver smittet.

Det er den vigtigste grund til, at jeg skriver til dig hver morgen, kære læser, i stedet for at tage rundt og holde gudstjenester.

Aflysning på aflysning præger vores samfund – senest mere kommercielle arrangementer som J-dag og Black Friday, og selv om det ikke er noget, jeg vil savne, er det dog sigende, at det går sådan.

Danmark klarer ellers pandemien godt, men hvis vi skal blive ved med det, forudsætter det, at vi fremdeles tager vores forholdsregler.

En kollega blev uenig med organisten om, hvor meget og hvordan og af hvem der skal synges ved en konfirmation, og selv om gudstjenestens afvikling er præstens ansvar, skal præst og organist jo også kunne arbejde sammen bagefter.

Der er dem, der indbyder til fejring af mærkedage med selskabeligt samvær og tager anstød, når inviterede melder afbud under henvisning til COVID 19.

Og når man alligevel bliver skuffet og ked af et objektivt set velbegrundet afbud, er det nærliggende som kompensation at opfatte det som en afvisning af ens person og begynde at råbe tøsedreng eller lignende ukvemsord.

Det er forkert, men vi ved jo ikke blot, at det er menneskeligt at fejle, men også, at det er djævelsk at blive ved med det.

Derfor skal man give sig tid, når man i sådan en situation føler sig krænket, og i hvert fald gå i enrum og grupper med sig selv og sine nærmeste og prøve, om man kan undlade at gøre noget, der ikke kan gøres ugjort.

En fejring af en mærkedag er jo netop ikke en indbydelse til Guds rige som i lignelsen om det store gæstebud (Lk 14, 15-24). Det er en fest, men den fest får den ende, som selv det bedste får, og det bliver hverdag bagefter.

Hverdage er som bekendt det, der er mest af, og det, hvor vi kan være sammen om at løse opgaver og spise rugbrød.

Derfor skal vi passe særligt godt på hinanden, når COVID 19 er en uønsket del af vores hverdag.

 

 

20 09 11 Det søde og det sure.

For nogle dage siden hørte jeg, at forbruget af sodavand – altså læskedrikke med brus og sukker eller kunstigt sødestof – var steget voldsomt i løbet af de seneste år.

Det har jeg svært ved at forstå. Personligt har jeg ikke drukket sodavand, siden jeg drak store mængder Coca-Cola på Madagaskar i forbindelse med flere ugers dårlig mave pga. malariamedicin for 20 år siden.

Jeg fik lov at drikke store mængder sodavand som barn, og der var hverken godt for min vægt eller mine tænder.

Men jeg er vokset ud af det, og jeg spiser og drikker i dag kun nødigt søde sager med den italienske konfektkage Panforte, som kun fås ved juletid, som eneste undtagelse.

Paulus skriver nogle linjer, der kan knyttes til dette emne, i sit første brev til korintherne (1 Kor 6, 12-13 – gengivet efter Bibelen 2020): ”’Alt er tilladt for os,’ siger I. Ja, men det er ikke alting, der gavner jer. Selvom alt er tilladt, skal I ikke lade tingene få magt over jer. Maden er beregnet til maven, og maven er beregnet til maden, men I skal huske, at Gud lader begge dele gå til.”

Og i en diskussion med og om farisæere siger Jesus i Matthæusevangeliet (Mt 15, 10-11 – gengivet efter Bibelen 2020): ”Jesus kaldte folk sammen og sagde: ’Hør nu efter, og prøv at forstå det her: Det er ikke det, der kommer ind i munden, men det, der kommer ud af munden, der gør et menneske urent.’”

Det er ikke noget vi skal lystre, fordi Jesu ord er lov. Kristendom er ikke lovreligion.

Men vi kan det til os og overveje, om det ikke er rigtigt.

Det er ikke godt at tale grimt om eller til nogen.

Vi skal sige vores mening, men uden at såre mere end nødvendigt.

Hvis f.eks. en person med rødder i Afrika ikke vil kaldes neger, skal vi lytte til det.

Vi har lov til alt – inden for straffelovens rammer.

Men det er ikke alting, der gavner os. Det gavner os således ikke at tale grimt om og til andre mennesker, bare fordi vi har ytringsfrihed, ej heller gavner det os at indtage mad og drikke, der kan påføre os kronisk og livstruende sygdom.

Det gælder om at passe på sig selv – og hinanden.

Som jeg også skrev for nylig, men det kan ikke siges for tit, er det vigtigste i kristendom, menneskeligt set, det tredobbelte kærlighedsbud:

Du skal elske – Gud, din næste og dig selv.

Vi glemmer tit, at vi også skal elske os selv.

Men uden at elske os selv kan vi ikke elske andre.

Og min næste – det er altså ikke dem, jeg kan lide, eller dem, der ligner mig.

Det er alle dem, der ikke er mig.

Og hvis du frygter den fremmede, fordi han ser anderledes ud og taler uforståeligt på sit fremmede, måske højtråbende sprog, er det, fordi du ikke stoler nok på dig selv til at elske dig selv.

På engelsk findes et ordsprog: Charity begins at home – næstekærlighed begynder derhjemme.

Med dig selv og dem omkring dig.

Men den stopper ikke der.

Der står i Anden Mosebog (Ex 22, 20 – gengivet efter Bibelen 2020): ”Du må ikke udnytte eller undertrykke en fremmed. Du og dit folk var jo selv fremmede i Egypten”.

Ikke gøre forskel.

Elske næsten som sig selv.

Det er et umuligt, men godt udgangspunkt.

 

 

 

20 09 10 Musik skal der til …

Musik har altid fyldt meget i mit liv.

Der var et klaver i mit barndomshjem, indtil min mor solgte det. Jeg ville gerne lære at spille på det, og min mor prøvede at lære mig begyndelsesgrundene, indtil hendes tålmodighed slap op; men derefter sagde hun altid, at det var mig, der ikke havde tålmodighed til det.

Senere har jeg lært at spille sådan til husbehov, men da jeg aldrig kan blive god nok til at spille, hvad jeg gerne vil, har jeg mere eller mindre droppet det.

Jeg blev fanger af klassisk musik på et meget tidligt tidspunkt, og jeg har holdt den interesse ved lige livet igennem.

Såkaldt rytmisk musik – al musik er for resten rytmisk, hvis den bliver spillet ordentligt – har aldrig sagt mig ret meget, og som voksen smerter det mig inderligt, at vores europæiske musiktradition er blevet skubbet til side til fordel for amerikansk populærmusik med afrikanske rødder.

Ikke at der skulle være det mindste galt med Afrika, naturligvis ikke, men der er sandelig heller ikke noget i vejen med vores egen musikalske tradition.

Vores egen musikalske tradition er som udgangspunkt ikke elitær.

Selv Johan Sebastian Bach (1685-1750) tog ofte udgangspunkt i folkelige sange.

Det var adelen og fyrsterne, der betalte komponister for deres arbejde, ja vist, og som oftest underbetalte de dem, medens en komponist som tyske Albert Lortzing (1801-1851), der var populær i meget vide kredse, bogstavelig talt døde af sult og kulde, fordi ingen ville støtte ham.

Musik er kommunikation, ligesom sprog er det.

Musik siger noget.

Det er sjældent entydigt, fordi et musikalsk motiv vanskeligt kan blive så konkret som ord.

I romanen ”Doktor Faustus” skriver Thomas Mann (1875-1955), at musik er tvetydighed sat i system.

Det er i hvert fald for mig sådan, at et musikstykke kan knytte sig til et begivenhedsforløb eller en sindsstemning til berigelse af begge dele.

Da jeg var yngre, brugte jeg ofte at have musik i baggrunden, når jeg arbejdede; til opgaveløsning i studietiden – og til senere prædikenskrivning var det godt at have et velkendt lydtapet i baggrunden, sådan, at når jeg havde brug for at tænke over brugen af nogle ord, kunne jeg koncentrere mig om at lytte til musikken, indtil jeg havde en løsning.

Da Goethe (1749-1832) var i tjeneste hos hertugen i Weimar, hentede han ofte nogle musikere til sit hus om aftenen, når han arbejdede, og satte dem til at spille i et andet lokale.

I dag kan man jo høre musik i elektronisk gengivelse, og den er dermed blevet bredt tilgængelig.

Men sådan gør jeg ikke mere.

I dag er det enten musik eller tekst.

Somme tider følger jeg med i noderne, somme tider lytter jeg bare.

I dag er jeg meget glad for Bach, især hans værker for soloklaver og soloviolin.

Det er abstrakt musik, der ikke forestiller noget, selv om den er komponeret i musikalske former, som også blev brugt til at danse efter.

Det er meget rolig, eller snarere beroligende musik, der heller ikke hvisker det ene øjeblik og råber det næste, men bevæger sig stille og roligt fremad.

Noget af det allerbedste, jeg ved, er Bachs seks partitaer – det betyder suiter – for cembalo eller klaver. De kan med garanti findes på YouTube eller streames eller lånes på biblioteket.

Prøv selv at høre dem, kære læser, hvis din hørestatus gør det muligt for dig at lytte til musik.

 

 

20 09 09 Morgenmild morgen …

Jeg ved næsten ikke noget bedre end morgener.

At stå op i vintermørket og træne uden kunstigt lys, mens dagen gryr og solen står op, er en helt særlig fornemmelse.

Verden vågner igen.

Eller at være i en fremmed by og gå tur, mens byen kommer til live igen.

Jeg husker et par gange, mens jeg endnu kørte bil, at jeg skulle være i Fredericia til kursus mandag morgen. Det var september, og jeg kørte af sted ved solopgang og så dagslyset komme.

Mange gange, når jeg har skullet holde gudstjeneste i Rønne i maj, er jeg kørt gennem byen til lufthavnen. København er jo ret øde og stille søndag morgen, men på denne søndag skulle der ofte være Copenhagen Marathon, og jeg så de sidste forberedelser blive gjort og deltagerne begynde at samles omkring startstedet.

Det emmede af spænding og forventninger til dagen og de oplevelser, den ville bringe.

En helt anderledes morgen kan man få, når man har tilbragt natten om bord på et fly, som jeg har gjort nogle gange på vej til og fra Afrika. Selv på økonomiklasse er det muligt for mig at finde en stilling, så jeg kan sove nogle timer, selv om det ikke er godt for benene at vende nedad så længe, men om morgenen kan man let blive rastløs og utålmodigt vente på at komme ud i virkeligheden igen.

Jeg holder jævnligt højmesser i Sankt Lukas Kirke på Frederiksberg, der ligger ti minutters gang fra mit hjem, og den nemmeste vej er gennem Frederiksberg Centret, og der mærker jeg også en egen stemning, når jeg går igennem lige omkring det tidspunkt, da de fleste butikker slår dørene op. Der er utålmodige kunder, der venter, og forventningsfulde butiksfolk, der håber på godt salg.

Dagen er endnu fuld af mulighed og håb, selv om ingen kan vide, hvordan det vil gå.

Som årene er gået, er jeg kommet til at stå tidligere og tidligere op. Til gengæld vil jeg helst have en lur efter morgenmaden, inden jeg skal ud i verden og løse opgaver.

Det gælder jo om, som i alle livets forhold, at finde sig en døgnrytme, der passer en selv – og ikke gør det besværligt for andre. Og som også kan passe sammen med de krav i form af f.eks. arbejde, som omverdenen stiller.

Det er min fornemmelse, at mange af os kunne blive bedre til at lytte til os selv og mærke efter, hvad vi har behov for.

Mange af os går rundt med vores største modstander inde i vores eget hoved, og det er en forudsætning for at få det godt, at vi får sat den modstander på plads.

Tro mig, kære læser, jeg har været der!

Hvorfor skal jeg behage andre, når det indebærer, at jeg mishager mig selv?

Det dobbelte kærlighedsbud om kærlighed til Gud og næsten – for god ordens skyld: alle, der ikke er mig – er i virkeligheden tredobbelt. For det indeholder også et bud om at elske os selv. Og uden at elske sig selv et det umuligt at elske andre.

Eller lidt mere jordnært, måske: Du kan ikke være der for andre, hvis du ikke er der for dig selv. For hvis du ikke er der for dig selv, er der i virkeligheden heller ikke noget dig, der kan være der for andre.

 

 

 

 

20 09 08 Hvor skal vi hen nu?

Længe så det ud, som om vi her i landet havde fundet os til rette i et slags samliv med COVID 19, men omkring midten af uge 36 begyndte smittetallene at stige igen og nåede hurtigt det samme niveau som i april 2020.

Det hedder sig dog, at der er den målelige forskel, at det nu i modsætning til f.eks. april ikke mindst er mennesker under 30 år, der bliver smittet.

Man bliver smittet, når man udsætter sig for smitte.

Man bliver smittet, når man undlader at tage de forholdsregler, som er nødvendige for at forhindre en i at blive smittet.

Man undlader at tage sine forholdsregler, når man ikke gider, ikke kan, ikke vil eller bare sjusker.

Det er ikke uden lighedspunkter med at beskytte sig mod uønsket graviditet.

Og at blive smittet kan være lige så livsomvæltende som at blive gravid.

For vi ved jo ikke, om, hvornår eller hvordan, vi bliver raske igen efter COVID 19. Vi kan dog nok godt vide, hvis vi vil se det i øjnene, at det aldrig vil blive helt som før. Hverken for den enkelte patient eller for samfundet.

Jeg kan sagtens forstå, at unge mennesker ser stort på de nødvendige forholdsregler mod COVID 19.

De fleste unge mennesker tænker ikke på, at de er dødelige, selv om de ved det på bunden.

Ungdomsårene er den tid, hvor mennesker er mest sociale.

Hos de fleste findes et ønske om at stifte familie, og det er nu engang umuligt, hvis man ikke har nogen at stifte familie med.

Altså er det nødvendigt at finde en partner, og man finder ikke en partner uden at søge.

Og det gør man ved at undersøge mulige emner.

Man går i byen.

Man fester.

Man kommer tæt på hinanden.

Og det er de bedst tænkelige betingelser for smittespredning.

Som det var for uønsket graviditet før tilkomst af sikker prævention.

Men selv om jeg er fuld af forståelse, er jeg ikke fuld af accept.

Jeg tror, vi alle er ved at blive smerteligt klar over, at COVID 19 ikke bare går væk.

Vi er nødt til at gøre noget for at få den til at forsvinde.

Vi må finde en effektiv og sikker vaccine og sørge for, at vi alle får mulighed for at få den.

Indtil da – og vi ved jo ikke, hvornår ”da” er – må vi passe på.

Indtil da er vi i krise.

Og jeg er helt uden forslag til, hvordan man kan finde en partner samtidig med, at man holder den nødvendige sociale afstand.

Det er svært – både for de søgende og os andre.

”Kan de dog ikke vente,” siger vi.

Nej, det kan de ikke.

De kan ikke vente.

Det hører med til at være ung.

”We want the world and we want it now” (Vi vil ha’ verden og vi vil ha’ den nu) sang rockmusikeren Jim Morrison (1943-71) allerede omkring 1967.

Og den indstilling har ikke ændret sig, selv om resten af det såkaldte ungdomsoprør er gået i sig selv igen.

Jeg tror, det bliver nærmest umuligt at motivere unge mennesker til at følge og overholde de anerkendte forholdsregler for at undgå COVID 19.

Men vi skal forsøge.

Og vi skal både bruge pisk og gulerod.

Noget af det lidt, vi ved om COVID 19, er, at sygdommen udvikler sig ret uforudsigeligt, både når det gælder selve sygdomsforløbet og senfølger af lang varighed.

Derfor skal vi passe på – ikke mindst på hinanden.

Og det er kun godt, at nogle af de forsigtige forsøg på at genåbne samfundet rulles tilbage for en tid.

 

 

20 09 07 Gå ikke på slankekur!

Forestil dig, kære læser, at du er sulten.

Du står foran et bord, og på bordet står en tallerken med en skive rugbrød med ost og en anden med en stor, flot napoleonskage.

Du skal vælge.

Du må kun få den ene tallerken.

Omkring år 1900 fandt den østrigske læge Sigmund Freud (1856-1939) ud af, at der var patienter med nervøse tilstande, som han kunne hjælpe gennem samtaler. Han begyndte som neurolog, men udviklede en ny psykiatrisk disciplin, som han benævnte psykoanalyse. Det betyder analyse eller udredning af sjælelivet.

Som årene gik, udviklede han et stort teoretisk begrebsapparat, og i 1920-erne og -30-erne skrev han forskellige kulturkritiske afhandlinger om bl.a. opdragelse og religion. Freud var ateist, om end ikke af den militante slags.

I 1930 udgav han en afhandling, der er oversat til dansk og har fået titlen Kulturens Byrde. Den er meget læseværdig; Freud var en stor stilist, og han modtog Goethe-prisen for sit sprog i 1930.

På tysk hedder afhandlingen Das Unbehagen in der Kultur, og det betyder helt præcist den ulyst, som kultur indebærer. Det betyder absolut ikke, at det, vi i dag forstår ved kultur – f.eks. musik, teater, billedkunst – er kedeligt eller det, der er værre.

Kultur skal forstås i modsætning til natur. Og et menneske bliver genstand for kultur, ”kultiveret” kunne man også sige fra den første dag i sit liv.

Den danske politiker Hartvig Frisch (1893-1950) skrev i 1928, at kultur er vaner, og det ville Freud næppe protestere imod, selv om han heller ikke ville anse det for en tilstrækkelig beskrivelse af kultur.

Kultur er opdragelse eller tæmning af det naturlige menneske, der i sig selv kun kender til sine drifter, først og fremmest sult og kærlighed, men også aggression. Freud skelnede fra 1920 mellem livs- og dødsdrift.

I opdragelsen sættes der grænser for menneskets naturlige adfærd, og det sætter spor i den enkelte i form af ulyst, der kan før fortrængning og psykisk lidelse med sig.

Det bedste, man kan gøre i den anledning, er formodentlig at gøre sig det klart.

Jo mere man er sig bevidst, desto mindre kommer bag på én og frembyder overraskelser.

Når du beslutter dig for at gå på slankekur, kære læser, kommer du til at undlade at spise den slags mad, som smager godt.

Som udgangspunkt kan vi alle lide føde, der indeholder fedt og har en sød smag.

Og jo længere tid, du nægter dig selv bare den mindste smule af det, du bedst kan lide, desto større bliver din trang til det.

Mange, der går på slankekur og derefter spiser som før, ender med at veje mere, end før de gik på kur.

Jeg tror, at et godt resultat står og falder med en omlægning af kosten, der ikke blot tager højde for behov, men også for lyst.

Det er ikke så vanskeligt, hvis du selv er motiveret for at tabe dig, som hvis du forsøger at tabe dig, fordi din læge har opfordret til dertil, selv om du ikke rigtig kan mærke, hvorfor du skulle gøre det.

Det afgørende her er igen indsigt og forståelse.   

Og erfaring.

Hvis du mærker efter, hvordan forskellige fødeemner påvirker dit velbefindende, er du nået langt.

Så er du på rette vej.

Og du vælger uden betænkning ostemaden, kære læser, fordi du har erfaring for, at den mæthedsfølelse, den giver dig, er behagelig og varer længe.

 

 

20 09 06 Lyst og behov 2.

Paulus skriver indgående om modsætningen mellem lyst og behov i kapitel 7 af Romerbrevet. Det er ikke den nemmeste tekst, men jeg aftrykker alligevel et længere stykke, hvor det er en vigtig pointe for forståelsen, at Gud og Moseloven så at sige står for behov, mens jegets selvoptagethed står for lyst (Rom 7,14-23 – citeret efter Bibelen 2020):

” Loven (dvs. Moseloven PBH) er ganske vist åndelig, men jeg er et jordisk menneske af kød og blod, og derfor er jeg slave af min selvoptagethed. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg gør, som jeg gør. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg er imod, det gør jeg. Men netop fordi jeg ikke vil det, jeg gør, så bekræfter jeg, at loven i sig selv er god. Det er jo slet ikke mig, der gør det, men min selvoptagethed får mig til at handle mod Gud. Det, der er i mig, er nemlig ikke godt, i hvert fald ikke det, der bestemmer over min krop. Jeg vil egentlig gerne gøre det, der er godt, men jeg er alligevel ikke i stand til det. I stedet for at gøre det gode, jeg vil, gør jeg det onde, jeg ikke vil. Og når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig selv, der gør det, men min selvoptagethed, der har taget magten fra mig.

Det ser altså ud til at være et vilkår for mig, at jeg kun er i stand til at gøre det, der er ondt, selvom jeg helst vil gøre det, der er godt. Selvom jeg med min forstand glæder mig over Guds lov, må jeg konstatere, at det er en anden lov, der bestemmer over min krop, og den fører krig imod forstandens lov. Jeg er fange af min selvoptagethed, og mit liv er bestemt at min uvilje mod Gud.”

Det er ganske vist et udgangspunkt, der er os fremmed, at der foreligger en lov, Moseloven, hvis overholdelse betinger et godt forhold til Gud. Men bortset fra det er det velkendte tanker, der udtrykker modsætningen mellem lyst og behov.

Paulus ved godt, han skal overholde loven – det er det, han har behov for, men han har lyst til alt muligt andet, og den lyst er det, han kalder sin selvoptagethed.

Hans krop vil noget andet end det, han ved er det rigtige – det kunne være at spise eller drikke noget, der smager godt – lyst! – men er usundt og fører til sygdom eller i værste fald død. Det kunne også være, at han havde lyst til seksuelle udfoldelser, som ville skade andre mennesker – f.eks. hvis det drejede sig om utroskab i et parforhold.

Det virkeligt spændende her er, at modsætningen mellem lyst og behov ikke er et nutidigt fænomen, der er opstået i et samfund med overflod. For to tusind år siden blev de samme tanker tænkt, om end de blev tænkt i en anden sprogdragt. Og de blev udtrykt på græsk af en mand fra Tarsos i Lilleasien med jødisk baggrund – formodentlig i Jerusalem og sendt til kristne i verdensbyen Rom, kristne, der kunne forstå græsk og forbinde Paulus’ tankegang med mening – ligesom vi kan det.

Det er tegn på eller udtryk for, at der er en splittelse i os – en modsætning mellem, hvad fornuften fortæller os er rigtigt, og det, vi mærker lyst til.

I morgen vil jeg forsøge at sige lidt om, hvordan Freud (1856-1939) betragtede den modsætning. 

 

 

 

20 09 05 Lyst, trang eller behov?

Jeg har aldrig set samtlige episoder af ”Matador”. Men der er enkelte guldrandede situationer, som har sat sig fast, om end jeg måske ikke citerer dem helt rigtigt.

En af dem er, når fru murermester Jessen i Bodil Udsens skikkelse udtaler, at hun trænger til dessert efter en middag.

Og det kommer på grundlag af erfaring.

For hun har forsøgt at følge lægens råd om at holde sig fra søde sager, men det fik hende til at føle sig syg, og derfor ser hun altså sin lyst til dessert som en trang.

Der er mange forskellige forhold, der styrer vores adfærd, men det giver mening at sondre mellem lyst, trang og behov.

Det, vi har lyst til, det giver nærmest sig selv, det er, hvad vi gerne vil.

Det, vi har behov for, er det, vi ikke kan undvære, selv om vi måske ikke har så meget lyst dertil.

Det, vi trænger til, er det, vi er nødt til at have eller foretage os.

En trang er nærmest en særlig form for behov, og derfor vil jeg i det følgende for overskuelighedens skyld kun skelne mellem lyst og behov.

Det er kun os mennesker, så vidt vi da ved, der skelner mellem lyst og behov. Dyr skelner ikke og følger blot uhæmmet i forhold til sig selv deres lyst, selv om andre dyr – fjender – naturligvis kan stå i vejen for dem.

Vi mennesker skelner, og det gør vi, fordi vi har sprog.

Og hvis det, jeg har behov for, er at løbe en tur, men jeg i stedet lægger mig på sofaen og ser Netflix, kan jeg få dårlig samvittighed.

Det får man let, når man ved, at man vælger den mulighed, man ved er forkert.

Det ligger i vores traditioner – og i generationers traditionelle opdragelse – at vi forbinder dårlig samvittighed med synd. Det er efter mine begreber misforstået kristelighed at bruge begrebet synd på den måde, men lad det være for nu.

Og at synd og samvittighed synes at hænge sammen, kan vi se ved, at vi ofte beskriver uhensigtsmæssige madvaner som syndige. Det er muligt, at udtrykket engang har haft et ironisk præg, men det er, så vidt jeg kan se, slidt ned af tidens tand.

Vi mennesker lever med det problem, og jeg nægter altså at kalde det en udfordring, at velsmagende fødeemner sjældent er så sunde som dem, der smager mindre godt og måske er lidt kedelige.

Vi synes for det meste, at konditorkager smager bedre end rugbrød med leverpostej.

Derfor får vi lyst til kager, selv om vi har behov for rugbrød med leverpostej.

Vi er heller ikke indrettet til at sidde stille dagen igennem og måske kigge på en skærm, men det føles ofte behageligere end at bevæge sig rundt i verden.

Vi kommer let til at vælge en usund adfærd på bekostning af en sundere.

Vores lyst er i modstrid med vores behov.

Det er svært for de fleste af os at gøre vores behov lige så lystbetonet som vores lyst.

Det kræver træning, og det forholder sig så pudsigt, at det græske ord for træning er askese.

Man kan tale om en asketisk livsstil, hvor man vælger de overdådige måltider og stillesiddende adfærd fra.

Men det er besværligt.

Det kræver motivation.

Jeg har selv været så heldig at kunne mærke, at jeg får det bedre i længere tid, hvis jeg vælger med fornuft ud fra mine behov snarere end ud fra min lyst.

Jeg er overbevist om, at apostlen Paulus har været inde på det samme, og det vil jeg fortælle lidt om i morgen.

  

 

 

20 09 04 ”Som man råber i skoven …”

Det indgik i middelalderens retoriske teori, at man skulle tage udgangspunkt i et ordsprog eller en sentens, og det er heller ikke det dummeste, når man skal i gang.

Jeg holder meget af Frederiksberg, hvor jeg indtil videre har boet mere end 2/3 af mit liv, og jeg følger med i flere Frederiksberg-grupper på sociale medier.

For et par dage siden bemærkede jeg, at en nytilflyttet kvinde spurgte efter anbefalinger af en god, ”serviceminded” læge, der havde åbent for tilgang. Også på Frederiksberg mærker vi, at der mangler læger. En anden i gruppen spurgte hende, hvad hun forstod ved en serviceminded læge, og hun svarede under anvendelse af ret mange sproglige fejl noget i retning af, at det var en læge, der var klar over, at det var patienterne, der betalte hans løn og ikke lod patienter vente i en lang telefonkø.

Jeg kunne ikke lade være med at kommentere den bemærkning og skrev, at det var min erfaring, at man blev mødt af lægen med den indstilling, man selv mødte lægen med. Det kunne kvinden slet ikke slet ikke forstå og skældte ud til højre og venstre, hvilket fik mig til at kommentere, at hvis hun også talte sådan til sin læge, kunne jeg godt forstå, hun kunne blive utilfreds med den service hun fik.

Og så stoppede det fra min side.

Men jeg synes, det er en meget vigtig diskussion at tage. For det første er der flere patienter end læger, og det bevirker, at der kan være ventetid og generel travlhed. For det andet er læger også mennesker – ligesom i al beskedenhed også præster er – og når man som patient kontakter sin læge, er der også tale om, at to mennesker kommer i forbindelse med hinanden, og så er det både rimeligt og naturligt at gøre brug af de spilleregler, som gælder for omgang mellem mennesker.

Der er naturligvis brodne kar blandt læger som blandt præster – jeg havde som ung en praktiserende læge, der kun var interesseret i økonomi og gjorde sit yderste for at undgå at røre ved sine patienter og – en usaglig tilføjelse – havde sin mor som sekretær.

Men man skal – og jeg mener skal – altså gå ud fra som udgangspunkt, lige indtil det modsatte er klart bevist, at lægen vil gøre, hvad han kan for at komme patienten i møde og hjælpe ham bedst muligt.

Og hvis man mærker, at lægen ikke tager en alvorligt eller ikke svarer på ens spørgsmål, skal man høfligt og venligt gøre opmærksom på problemet.

Alle læger kan godt lide patienter, der er interesseret i deres egen sag.

Og læger er også mennesker – ligesom præster.

En læge kan være træt og uoplagt og have private problemer, som skinner igennem, når han er professionel.

Men hvis du ønsker, at lægen skal tage dig alvorligt, kære læser, skal du også tage lægen alvorligt.

Det er f.eks. ikke lægen, der har bestemt, hvor mange – eller hvor få – patienter han kan tage. Lægen er underlagt regler, ligesom vi alle er det.

Og det er altid i orden at sige, at man synes, reglerne er urimelige, så længe man siger det i en høflig og venlig tone – og det skader ikke at tilføje, at man godt ved, at det ikke er lægen, der har fundet på dem.

Husk også her den gyldne regel: Vær mod andre, som du ønsker, andre skal være mod dig! (Mt 7,12)

 

 

20 09 03 Ateistens Tro.

Også ateister er troende.

Mere end folk er flest.

De tror ofte på, at kristne tror på en gud, som de fremstiller som en gammel, hvidskægget mand, som befinder sig et sted oven over skyerne, hvor himlen altid er blå og solen altid skinner.

Og de kunne gøre sig selv og resten af verden en tjeneste, hvis de læste nogle tekster, der skildrer forskellige forestillinger om Gud.

Begynde med Johannesevangeliet, f.eks., og ikke mindst det første kapitel, hvor der i vers 18 står (citeret efter Bibelen 2020): ”Ingen har nogensinde set Gud, men hans eneste søn, der er tæt på sin far, har vist os, hvordan Gud er.”

Det med den gamle, hvidskæggede mandsskikkelse er en fordom uden hold i hverken virkelighed eller kilder.

Og Grundtvig (1783-1872) skriver om Helligånden, det tredje ”ben” i treenighedens trekant (DDS 293,1):

”Gud Helligånd, vor trøstermand!

Med rette du må klage:

Du blev hos os i støvets land,

århundreder som dage,

du blev hos os i Jesu navn,

i hans, som dig udsendte,

er tit dog i hans fødestavn

den store ubekendte.”

Ubekendt og uset er tillægsord, hvormed kristne forfattere skildrer Gud.

Ingen hvidskæggede himmelnisser.

De findes kun i ateisters fantasier.

Den græske filosof Aristoteles (385-323 f.Kr.), der fik enorm betydning for udviklingen af en filosofisk orienteret teologi i senantik og middelalder, bestemte Gud – altså Gud bag alle guderne – som den ubevægede bevæger.

Gud var den, der satte verden i gang eller satte gang i verden uden selv at være i bevægelse.

Gud var verdens grund eller forudsætning.

Teologen Anselm fra Canterbury (1034-1109) bestemte Gud som den eller det, end hvilket intet højere kan tænkes. Gud var det fuldkomne, og da det hører med til fuldkommenhed at eksistere, mente Anselm at have bevist Guds eksistens.

Ræsonnementet kaldes det ontologiske gudsbevis og er det mest berømte og mest seriøse af de ikke så få gudsbeviser, vi kender fra middelalderen.

Der er bare den hage ved det, og det fandt Kant (1724.1804) ud af, at hvis jeg tænker på 100 daler, er det ikke ensbetydende med, at jeg har dem. En forestilling om fuldkommenhed indebærer ikke eksistens.

Guds eksistens er og bliver en trossag.

Men eksistensen af Gud som verdens grund er en trossag, mange deler.

Måske kalder de det noget andet.

Men det er ikke muligt at gå gennem livet uden tro.

Der er mangt og meget, vi ikke kan have viden om, men må forholde os til gennem tro.

Ved at stole på, at det er sådan og sådan – idet vi er ude af stand til at dokumentere det.

Uden en form for tro eller tillid – i det mindste til, at vores omgivelser er de samme, som da vi gik i seng i aftes – kan vi bogstavelig talt ikke stå op om morgenen.

Den irske biskop Berkeley (1685-1753), der havde hang til filosofi, turde i en lang periode ikke stå op, fordi han ikke kunne føle sig sikker på, at der var et gulv, han kunne stå ud på.

Han byggede ligesom David Hume (1711-1776) sine tanker på erfaring.

Vi kan ikke klare os med fornuft og viden.

Det er nødvendigt også at lytte til sine følelser og betjene sig af tro.

 

 

 

20 09 02 Om religionsskifte.

I går beskrev jeg min uforgribelige mening om at skifte køn.

Det mener jeg, at man ikke kan.

Ikke moralsk, men i virkeligheden.

Et andet aspekt af menneskelig identitet, der ligeledes ofte forsøges udskiftet, er religion.

Jeg forventer ikke, at det vil komme som en stor overraskelse for dig, kære læser, at det mener jeg heller ikke, at man kan.

Nu vil jeg ikke gøre dette til en diskussion om Guds eksistens. I de sidste mange århundreder har det været klart, at Guds eksistens er en trossag.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at uanset om Gud eksisterer eller ej, kommer ethvert menneske til verden med anlæg for religion.

Vi kan tale om et religiøst rum eller med Johannes Sløks (1916-2001) udtryk et religiøst instinkt.

Sigmund Freud (1856-1939) har skrevet læseværdigt om dette emne i bøgerne ”En Illusions Fremtid” (1927) og ”Kulturens Byrde” (1930).

Det er vores tidligste følelser, fornemmelser og oplevelser, der udgør indholdet i vores anlæg for religion. Det er bestanddele, der er ældre end vores evne til at tale.

Vi kunne både føle og mærke, før vi kunne tale om det, og vi kunne også huske.

Og det er de erindringer, som vores tro – vores religion – tager udgangspunkt i hos enhver af os.

Vi er jo alle indbyrdes forskellige, og derfor har eller ikke to mennesker samme tro – eller snarere, er der ikke to mennesker, der ser og forstår deres tro på samme måde.

Mennesker finder ofte sammen i et tros-samfund, der netop er et fællesskab, hvor man finder sammen om en tro.

Et trossamfund består af mennesker, der har bestemt sig for, at deres individuelle tro kan være i stue sammen med den tro, trossamfundet forkynder.

Mange fødes – eller barnedøbes – ind i et trossamfund, og det sker, at de finder ud af, at de ikke kan være i dette trossamfund, når de vokser til.

De melder sig ud.

Men de melder sig ikke ud af deres religiøse anlæg.

Det kan man ikke.

Det ”længste” man kan komme i den retning er at komme til at forstå eller betragte sit religiøse anlæg på en ny måde.

Når man har forladt sit gamle trossamfund, kan man søge efter et nyt.

Man kan f.eks. gå fra et kristent trossamfund til et andet, eller man kan endnu mere radikalt gå fra f.eks. en verdensreligion til en anden.

Det er det, der kaldes at konvertere.

Afdøde prins Henrik konverterede fra den katolske tro til den evangelisk-lutherske ved sit bryllup med tronfølgeren prinsesse Margrethe i 1967.

Men man ændrer ikke sine religiøse anlæg.

Det kan man ikke.

De består jo af følelser, og de kan kun forandres, hvis de forandrer sig selv.

Man forandrer deres udtryk eller deres udseende, ikke deres indhold.

Det er nok det bedst tænkelige eksempel på sandheden i, hvad den italienske forfatter Giuseppe Tomasi di Lampedusa (1896-1957) skriver i den posthume roman ”Leoparden”, at alt må forandres, for at alt kan blive som det er. Romanen findes i en glimrende dansk oversættelse ved Thomas Harder.

Udtrykket fornyes, men indholdet forbliver det samme.

Mennesket ser ud til at rumme en form for kerne af tidlige følelser m.m., og omkring det opbygges, hvad der efterhånden bliver til personlighed og identitet, og med til det hører også de religiøse anlæg, som kan finde forskellige udtryk alt efter de påvirkninger, som individet modtager fra sin omverden.   

 

 

 

 

 

 

20 09 01 Køn og kønsskifte.

Der er mennesker, der har svært ved at affinde sig med deres køn.

Deres kønsorganer er entydigt det ene køns, men i deres indre ved de med sig selv, at de er det andet køn.

Og jeg taler slet ikke om mennesker, der enten har ufuldstændige kønsorganer eller kønsorganer, der så at sige ligger midt imellem. En sådan ulykkelig situation er det en sag for læger at få det bedste ud af.

Jeg sigter til mennesker, der har perfekte kønsorganer, men hvis psyke siger dem, at de er det andet køn og altså er i en forkert krop.

Sådan er der mennesker, der har det, og det ville jeg ikke ønske for min værste fjende.

Både voksne og børn.

Det kan vanskeligt blive mere ulykkeligt.

Og selvfølgelig skal man gøre alt, hvad man kan, for mennesker, der har det sådan.

Men man skal også gøre det rigtige – og helst også gøre det rigtigt.

I dag er det enkelt at foretage juridisk kønsskifte.

At vælge at være juridisk kvinde, selv om man er biologisk mand.

Og omvendt.

Så vidt jeg kan se, hænger hele denne situation uløseligt sammen med, at der kan optræde modsætning mellem et menneskes fysiske og psykiske køn.

Du er kvinde, men føler dig som mand.

Eller omvendt.

Men hvordan kan du vide det, når du som biologisk kvinde ikke kan vide, hvordan der er inden i en mand?

Og omvendt.

Jeg er f.eks. som mand fuldstændig ude af stand til at vide, erfare på egen krop, mærke, hvordan det føles at have menstruation. Og det er, om noget, en del af at være kvinde.

Men jeg anerkender samtidig fuldstændig, at en følelse kan opstå.

Følelser kan man ikke gøre noget ved, men man kan til enhver tid stræbe efter at undlade at realisere dem.

Hvis et menneske skifter køn – juridisk, medicinsk, kirurgisk – bliver det kun det andet køn at se til.

Det skifter ikke køn efter væren.

Det bliver udtryk for en som-om-virkelighed, som teologen Johannes Sløk (1916-2001) sagde i en anden sammenhæng.

Du kan se ud som det andet køn, du føler, at du er, men du kan ikke være det, for du er det ikke.

Mit standpunkt er altså, at jeg som udgangspunkt ikke har noget som helst imod, at et menneske ønsker at skifte køn.

Men jeg mener helt enkelt, at et egentligt kønsskifte er en umulighed.

Jeg ville finde det langt mere frugtbart at bruge tid og energi og midler – også gerne offentlige – på at hjælpe mennesker med at bogstaveligt talt finde sig – dvs. finde sig selv – i deres biologiske køn.

Og når man deri er kommet så langt, som det nu engang er muligt, kan man begynde at tale om seksualitet.

For i en tid og en kultur, der accepterer og stort set også respekterer LBGT+ eller m.a.o. alle tænkelige seksuelle kombinationer af frivillige, voksne og myndige mennesker, er det også klart, at en persons seksualitet på ingen måde kan afledes entydigt af vedkommendes køn.

Et voksent individs seksualitet er en sag, der kun vedrører vedkommende selv og eventuelle – naturligvis frivillige – partnere.

Det kan meget vel være, vi ikke kan forstå vedkommendes valg og ikke selv ville kunne træffe det, men det giver os ikke ret til at fordømme det.

”Den af jer, der aldrig selv har gjort noget forkert, kan jo kaste den første sten.” (Joh 8,7 – citeret efter Bibelen 2020)  

 

 

20 08 31 Aldring.

Omkring 1973 var jeg så heldig at få Esther Møller (1908-2003) som læge, da jeg i min studietid boede på et af de gamle kollegier ved Rundetårn.

Indtil da havde jeg ikke været heldig med mine læger, der mest havde interesseret sig for at udskrive medicin og sende patienter på laboratoriet. Esther Møller tog sig tid til at tale med sine patienter. Der var fuldt i venteværelset, og det var godt at have god tid, hvis man skulle konsultere hende.

Hun boede i en stor lejlighed i Nørregade, og konsultationen foregik i hendes dagligstue, selv om hun selvfølgelig havde velindrettede rum til mere specifikt faglige opgaver.

Esther Møllers store interesse var aldring, som hun arbejdede med ud fra devisen ”Gamle er unge, der er blevet ældre”.

Esther Møller var den allerførste foredragsholder i den foredragsrække med skrivetolkning, som nu mere eller mindre er lagt i mølpose pga. COVID 19. Den dag var der sort af mennesker i Sankt Andreas Kirkes lokaler.

Esther Møller fik med alderen svært ved at høre, og hun besværede sig højlydt over, at det syntes af være et mål at få høreapparater til at være så små og diskrete som overhovedet muligt. Hun ønskede tvært imod, at de skulle være store og i pangfarver, og da hun kun kunne få såkaldt hudfarvede apparater, forsynede hun dem med en stor klat ildrød neglelak, så man kunne se, at hun bar dem.

Esther Møller var aktiv højt oppe i årene, ikke mindst som foredragsholder, og hun var båret af et engagement i gamle menneskers vilkår, som virkelig battede.

For det var jo hendes egen sag.

Hun var selv ved at blive gammel, og hun vidste, at hun en dag kunne blive lige så svækket som sine patienter.

Og måske er det der, hunden ligger begravet, når vi kritiserer såkaldt svage ældres livsvilkår i eget hjem og især på plejehjem.

Mange års nedskæringer og effektiviseringsbestræbelser har bevirket, at medarbejderne ikke har overskud til at se de svage ældre som mennesker, som man skal tale og så at sige handle med, men i stedet betragter dem som ting, der indeholder opgaver, som skal løses.

Jeg tror, der ikke kan undgå at være en sammenhæng mellem den behandling, arbejdsgiveren – i de fleste tilfælde i denne sektor det offentlige – udsætter sine medarbejdere for og den behandling, disse medarbejdere giver de mennesker, de i sidste ende skal betjene.

I et debatindlæg i Politiken den 24. august plæderer to nyuddannede pædagoger for, at man skal holde fast i den langsomhed, som er kommet ind i børneinstitutionerne med COVID 19.

Jeg tror, det samme gør sig gældende på ældreområdet.

Mange arbejdsopgaver kan forenkles og udføres hurtigere og mere effektivt, men så snart der er mennesker indblandet, kan ingen opgave løses hurtigere, end de, for hvem opgaven skal løses, kan følge med til.

Jeg hørte forleden i en nyhedsudsendelse en sygeplejerske udtale, at det var nødvendigt med specialuddannet personale, når mindre børn skulle testes for COVID 19, for ellers ville børnene ganske enkelt ikke lukke munden op!

Hvis man ville bruge metoder af den slags, som der har været meget fokus på i forlængelse af en dokumentar med skjult kamera fra et plejehjem, kunne man jo ”bare” holde børnene for næsen, indtil de åbnede munden, og så kunne man teste dem. Man skulle så nok sørge for stærke personer til at holde børnene fast – og udstyre alle med effektivt høreværn.

Denne groteske fremgangsmåde vil man åbenbart ikke bruge over for børn.

Hvordan kan det så overhovedet komme på tale at behandle svage ældre uden hensyn til deres velbefindende?

 

 

20 08 30 Kriminalromaner med bornholmsk mundart.

En af fordelene, og der er ikke så få, ved embedet som præst for hørehæmmede øst for Storebælt er, at det giver en særlig indsigt i en stor del af Danmark.

Mange områder i det østlige Danmark har taget godt imod mig i årenes løb, selv om jeg jo i modsætning til lokale sognepræster nødvendigvis kun kan være sådan en, der kommer på besøg, og ikke blive en del af lokalområdet.

Det gælder i høj grad også Bornholm, som jeg med enkelte sygdomsbetingede undtagelser har besøgt mindst en gang hvert år.

Og jeg har taknemmeligt lært meget om, hvordan livet på den danske ø i Østersøen både er ligesom og helt anderledes end i resten af Danmark.

Jeg var på Bornholm første gang som barn i 1960 – en kort rundtur i en forlænget weekend med skinnebus fra Rønne til Nexø og med bus resten af øen rundt. Jeg havde aldrig før set klipper og blev dybt optaget af Hammerknuden og Opalsøen, som engang var granitbrud.

Og igen omkring 1964 eller 65 – begge gange med de såkaldte 66-Både fra Havnegade i København til Rønne.

I halvfjerdserne var jeg på cykeltur på Bornholm, besøgte for første gang Christiansø og så en film i biografen i Gudhjem.

Men det er først som præst for hørehæmmede, jeg har fået forbindelse med bornholmere, og det er altså på den måde, man lærer at forstå øen og dens historie.

I mange år havde jeg en god kollega, som jeg besøgte, hver gang jeg var der. Hun var gift med provsten i Rønne, stammede selv fra Bornholm på mødrene side og havde fra sin mor en fin samling sjældent Hjorth-stentøj, som jeg forstår efter hendes død er endt på museum. Selv deler jeg interessen for Hjorth, men har ikke noget, der skal på museum.

Det var derfor med megen interesse, jeg læste om vist nok foreløbig 3 kriminalromaner af Pernille Boelskov, som selv har bornholmske rødder.

Jeg har læst den først udkomne, der hedder ”Granitgraven” (2015). Hovedpersonen er en ung kvinde, der har fået et vikariat som sognepræst i Rønne og på baggrund af en konflikt i sin egen familie bliver hun involveret i efterforskningen af en mordsag med tråde tilbage til den tyske og den russiske besættelse af Bornholm i forbindelse med 2. Verdenskrig.

Bogen skildrer med megen humor, men dog ikke for mig helt genkendeligt, de komplicerede kirkelige forhold på Bornholm, præget som de er af stort engagement fra tilhængere af næsten alle kirkelige retninger. Jeg er ikke ung præst anno 2015 og har derfor ikke nogen erfaring med mentorordninger, men da jeg begyndte i 1984 gik det bestemt ikke sådan til. Og forfatteren har mildt sagt ikke helt styr på folkekirkens ansættelses- og afskedigelsesprocedurer.

Men erindringerne om de to besættelser, som de skildres i romanen, stemmer godt overens med, hvad jeg har fået fortalt.

Og det må virkelig have været en fortvivlet situation efter befrielsen af resten af Danmark – nærmest som at opholde sig på den anden side af det jerntæppe, der var ved at blive lagt ud gennem Europa, uden at vide, hvordan og hvornår man måske kunne komme ud.

Den tyske kommandant på øen nægtede at kapitulere, og derfor bombede russerne Rønne og Nexø med store ødelæggelser til følge.

Det er klart, Bornholm måtte føle sig glemt, da resten af Danmark fejrede den 5. maj 1945.

Først den 15. april 1946 forlod russerne øen.

Yderligere 11½ måneds besættelse og det på vilkår, der var noget barskere end dem, det øvrige Danmark kendte.

Men endelig blev Danmark altså helt igen, og det er vi utvivlsomt mange, både bornholmere og folk ovrefra, der er glade for.

 

 

20 08 29 Pride og det vigtige liv.

I sidste uge var det Pride-uge.

Det er den uge, hvor mange samler opmærksomheden om det, der kaldes retten til at være den, man er.

Det er al ære værd.

Og regnbueflag alle mulige og umulige steder.

LBGT+, hvor + står for andre variationsmuligheder.

I år var der ikke en stor, festlig parade, der fyldte det meste af hovedstaden.

Ikke i en COVID 19-tid.

Der var til gengæld en mindre demonstration omkring Folkets Park på Nørrebro.

Jeg kom helt tilfældigt forbi – på betryggende afstand i tidens ånd – og kom til at høre nogle af slagordene, selv om jeg ikke kunne forstå dem og ikke engang forstå, hvilket sprog, der blev brugt.

Det lød ikke, som om det var grund til glæde, der lå til grund for demonstrationen.

Det lød snarere vredt og aggressivt.

Men så vidt jeg kunne se, foregik alt i god ro og orden, fulgt af smilende politifolk.

Jeg havde læst om demonstrationen i forvejen, og det var nok for mig.

For det blev forlangt, at hvide mennesker skulle gå bagest, ligesom da der blev arrangeret Black Lives Matter-demonstrationer under sydafrikanske Bwalya Sørensens auspicier.

For det første er det absurd at ville gøre forskel på folk i en demonstration, der ønsker at udtrykke solidaritet.

For det andet står der således i Lukas-evangeliet (14, 7-11, citeret efter Bibelen 2020):

’Jesus lagde mærke til, at gæsterne forsøgte at få de bedste pladser ved bordet, og kommenterede det over for dem. ”Når du bliver inviteret til bryllup hos nogen, skal du ikke sætte dig på den bedste plads,” sagde han. ”Måske er der en af de andre gæster, der er finere end dig, og så risikerer du, at værten kommer hen og siger, at du skal flytte dig. Det bliver pinligt for dig, og så skal du tage til takke med en dårlig plads. Sæt dig i stedet på en af de dårlige pladser, når du er gæst. Så kan værten komme hen til dig og sige til dig: ”Kære ven, du skal sidde heroppe i nærheden af mig.” Det vil give dig respekt hos de andre gæster. Den, der fremhæver sig selv, bliver nedværdiget, mens den, der er beskeden, bliver fremhævet af andre.”

Og Grundtvig gentager det (DDS 609, v. 1):

”Dybt fornedres skal enhver,

som sig selv ophøjer,

højt ophøjes skal enhver,

som sig selv nedbøjer.

Det er børnelærdom fin,

som vor Herre kalder sin,

har og klart beseglet.”

Og endelig vil jeg bringe et af mine yndlingscitater – fra Paulus’ brev til menigheden i Galatien (Gal 3, 28 – efter Bibelen 2020):

”Der er ikke forskel på jøder og ikkejøder, slaver og frie, mænd og kvinder; fordi I hører til hos Kristus, er I en enhed.”

Det er blevet en dårlig vane i Danmark i dette årtusind at dele folk op i dem os: danskere (!) og indvandrere – jyder og sjællændere – elite og folk – hovedstad og provins … for nu blot at nævne nogle få af de grupperinger, som et par regeringer og et magtfuldt støtteparti har søgt at splitte op i for at dele og herske.

Og når man vil protestere mod diskrimination og undertrykkelse, er det så forkert, som det kan være, at fortsætte i samme dur.

Vi er stærke sammen, og vi er sammen, når vi ikke bekæmper hinanden, og vi undlader at bekæmpe hinanden, når vi ikke gør forskel.

 

 

20 08 28 Sure gamle mænd … ?!

Det er den danske titel på en amerikansk komedie fra 1993 med Jack Lemmon og Walther Matthau, en skuespillerduo, der har lavet mange vittige film sammen.

Originaltitlen er Grumpy Old Men.

Og som sådan nogen er vi sikkert ikke helt få, der nu og da føler os, selv om vi er overbevist om, at vi er de eneste i verden, der har det sådan.

Og bliver endnu mere gnavne og i virkeligheden ulykkelige af den grund.

Selv i Disneys Snehvide-tegnefilm efter Grimms eventyr optræder der en sur gammel en blandt de syv små dværge – Gnavpot, der på engelsk ligefrem hedder Grumpy.

Hvorfor kommer man let til at fremstå sur eller gnaven, når man er lidt oppe i årene og tilmed mand?

Jeg vil ikke gå længere ind i, hvem der i sidste ende er ophavsperson (!) til denne betegnelse, - jeg ved bare, at det ikke er mig.

Jeg kommer til at tænke på, hvordan det sker for mange, når de opdager, at de er begyndt at miste hørelsen, for et høretab er jo også ofte noget, der opstår med alderen.

Man begynder at synes, at ens omverden taler for sagte og for utydeligt – og måske også for hurtigt.

Og det kan da også godt tænkes, at alle dem, man taler med, som ved et trylleslag er begyndt at mumle, men det er nok mere sandsynligt, at det er ens egen evne til at opfatte tale, der er blevet dårligere. Og så kan det kun gå for langsomt med at komme til en ørelæge.

Forholdet mellem en selv og omverdenen ændrer sig.

Og for en sur gammel mand med eller uden høretab sker der det, at han ikke aflæser og forstår sin omverden med samme selvfølgelige umiddelbarhed som før.

Nye skikke – nye horisonter.

For enhver ordentlig ny generation skal gøre det anderledes end den forrige.

Så kan man jo som aldrende mand vælge at hyle med de ulve, man er iblandt, og forsøge at være ung med de unge, men det fører ikke til noget godt.

For ung er jo lige netop, hvad man ikke er.

Længere.

Men man skal huske, hvordan det var.

Og man skal kridte sine støvler og stå fast og træne sin surhed efter bedste evne.

Det kan man f.eks. gøre, når man møder cyklister, der kører på fortovet, mod ensretningen og i et fodgængerfelt.

Prøve at få sine øjne til at lyne og måske få sort røg til at stige op fra sin isse.

Udtrykke sine følelser.

Uden at sige noget.

For når man ved, at unge mennesker alligevel ikke hører efter, kan man lige så godt spare på stemmen.

Og det er en stor kunst at være sur – på en måde, så det kommer lydløst, men umisforståeligt til udtryk.

Det er faktisk ganske sjovt.

Og så er det nyttigt.

For den nye generation skal jo have noget eller nogen at spille bold op ad.

Den nye generation skal have modstand.

Den skal lære sig at argumentere – slås – for sine standpunkter.

Der var meget, som blev bedre efter det såkaldte ungdomsoprør i 1968.

Men der var også meget, der gik tabt.

Dannelse, f.eks., og fornemmelse for historie.

Jeg mener, at man kan bebrejde dem, der var midaldrende og gamle dengang, at de ikke gjorde mere modstand mod oprørerne.

At de lukkede dørene op, så der ikke var nogen at sparke ind.

Og i virkeligheden derfor ikke noget at kæmpe imod – eller for den sags skyld for.

De fik det hele, og derved blev det mere eller mindre ligegyldigt.

Det er nok det største problem.

Og det er ikke nok at blive sur over det.

Man skal prøve at gøre noget.

Efter fattig evne.

 

 

20 08 27 Brok.

Mon det også har slået dig, kære læser, at mange nyhedsudsendelser på vores landsdækkende tv-stationer begynder med en historie om mennesker, der brokker sig.

Store, betydningsfulde nyheder fra ind- og udland får gang på gang lov til at vente i adskillige minutter, medens en historie om mennesker, der mener, at de ikke har fået deres ret, men er blevet snydt, rulles op i mange detaljer.

Jeg kan sandelig heller ikke lide at blive snydt.

Eller at skulle gøre noget, som jeg ikke havde kunnet forudse.

Men det er sjældent, den principielle betydning er så stor, at det fortjener førstepladsen i en national nyhedsudsendelse.

For et par dage siden handlede det om forældres oplevede afmagt, når deres børn skulle testes for COVID 19 og følgelig holdes i isolation, indtil man kendte svaret.

Det nye i den situation er igen alene tilstedeværelsen af COVID 19, som ingen har bedt om at komme, og som ingen har set grundt til at regne med muligheden af.

Mange af dem, der føler sig snydt, er flypassagerer, hvis fly er blevet aflyst pga. COVID 19, og som ikke har fået refunderet deres aflyste billet, selv om det efter EU-regler er deres soleklare ret, at de skal have deres penge udbetalt inden en bestemt frist.

Vi har alle et eller flere eller mange problemer pga. COVID 19 – ligesom vores forfædre havde en hel del ting, de ikke kunne foretage sig under den tyske besættelse 1940-45.

Og ligesom de gjorde dengang – har vi ikke alle hørt forældre og andre fortælle om den solidaritet og hjælpsomhed, der opstod i de år – må vi hjælpe hinanden og ikke lade os spille ud med hinanden, sådan som toneangivende politiske partier har været alt for gode til i dette årtusind.

Jeg bor jo i en stor ejerforening – vi har over 300 lejligheder, og vi er nødt til at have nogle færdselsregler i form af en husorden, der gælder for os alle.

Vi har store grønne områder med grillplads og legepladser for større og mindre – og vi har faktisk også en udendørs swimmingpool.

For nylig havde nogen opsat en baldakin på fællesområderne for at holde børnefødselsdag i skygge – det var under hedebølgen. Efter festen lod de baldakinen stå til fri afbenyttelse for alle, om end uden at gøre opmærksom på dette hverken på vores hjemmeside eller på Facebook.

Efter nogle dage faldt baldakinen sammen og så ikke just opløftende ud.

Det var der nogen, der gjorde opmærksom på med en venlig henstilling om at rydde op efter sig, og jeg supplerede lidt i sjov med den kendte bemærkning om, at din mor arbejder ikke her.

Det udløste en lavine af krænkelsesparathed hos børnefødselsdagens moder og nogle jævnaldrende – ikke mindst kvinder.

Det var os, der havde et problem, når vi ønskede husordenen overholdt, og ingenlunde dem, når de overtrådte den.

Den samme adfærd forekommer, når en mødregruppe i strid med brandtilsynets forskrifter parkerer så mange barnevogne i opgangens stueplan, at det er svært for gående og umuligt for kørestolsbrugere, som vi har i opgangen, at komme ind og ud.

Og da jeg påtalte det, blev jeg oplyst om, at det nok var tiltrængt med et generationsskifte, hvad angik holdninger.

Vedkommende er nu flyttet, da lejligheden – heldigvis – blev for lille.

Vi har svært ved at indse, at de andre – vores medmennesker – er lige så vigtige for sig selv, som vi er for os.

Så brokker vi os.

Jeg synes, vi skulle finde et mere konstruktivt afløb for al den energi, vi bruger på brok.

 

 

20 08 26 Retfærdigheden skal ske fyldest!

Altså helst … og i hvert fald, når det er noget vi læser om.

Det er egentlig utroligt, hvor populær genren kriminalroman er.

Blod og andre legemsvæsker og mere eller mindre flydende substanser flyder ud over siderne, og som læser både morer vi os og hygger os.

Der er ikke mange kriminalhistorier i Bibelen, men den danske forfatter Steen Steensen Blicher (1782-1848) kaldte selv sin novelle ”Præsten i Vejlby” en criminalhistorie, og I. P. Jacobsens (1847-1885) novelle ”Et Skud i Taagen” er også en historie om et drab og dets opklaring.

Efter mit vidende er fortællingen om Ødipus og hans far, kong Laios, som den skildres i den græske digter Sofokles’ (496-406 f.Kr.) tragedie den første beretning, der drejer sig om at finde en drabsmand.

En kriminalhistorie går som regel lige på uden at fortælle forhistorien.

At finde ud af forhistorien er netop det, kriminalhistorien handler om.

Nogen har slået hr. Jensen ihjel, og romanen handler om at finde ud af, hvem der gjorde det.

I tilfældet Ødipus går det meget enkelt til.

Ødipus er kommet som fremmed til Theben. Han havde visdom til at svare rigtigt på den gåde, som en sfinks, der plagede byen stillede – Hvad er det, som har stemme, og går på fire, to og tre ben? Det rigtige svar er mennesket, som spæd, voksen og olding. Sfinksen styrtede sig i døden, og Ødipus blev konge og ægtede dronningen – kongen var død og hendes bror havde i mellemtiden styret byen som regent.

Nu udbrød der pest i Theben, og oraklet i Delfi svarede, at pesten ville ophøre, når kong Laios’ morder var blevet fundet.

Denne situation er meget væsentlig for krimigenren.

Efter drabet kommer der pest over byen. Verdensordenen er brudt. Kaos er opstået.

Det er nu livet om at gøre at tilvejebringe orden på ny.

Det sker ved at finde morderen og neutralisere drabet ved at straffe drabsmanden.

Det er Ødipus selv, der leder efterforskningen af dette mord, og selv om han bliver advaret af en blind spåmand, der kender sandheden, bliver han ved med at undersøge sagen, indtil han får bevis for, at det er ham selv, der har myrdet kong Laios, der ville spærre ham vejen til byen.

Det viser sig også, at Ødipus er søn af Laios og Iokaste, og at de har sendt ham bort – sat ham ud i vildmarken med gennemborede ankler for at han skulle dø, fordi oraklet i Delfi havde advaret Laios og Iokaste mod at få en søn, fordi han ville komme til at dræbe sin far og tage sin mor til ægte.

Og det var netop, hvad der skete, fordi oraklet altid taler sandt, men somme tider kan være svært at forstå.

Ødipus har nu fundet kong Laios morder i sin egen person.

Nogen vil udlægge det sådan, at Ødipus hermed har fundet sig selv og sin identitet.

Som følge af sin skyld stikker Ødipus sine øjne ud, men hans mor og hustru hænger sig.

Verdensordenen er genoprettet, men med enorme omkostninger for de involverede.

Den moderne kriminalroman er paradoksalt nok mere fredelig. Især i moderne skandinaviske krimier er plottet ofte mere eller mindre et skelet, der bruges til at fortælle om efterforskernes privat liv – ikke mindst deres ægteskabelige og/eller seksuelle besværligheder, således, at det er let for læseren at spejle sig i romanens hovedpersoner.

Krimigenren, der ofte leverer værker af høj kvalitet, er en populær form for afslapningslitteratur, selv om de historier, den fortæller, ofte er temmelig urealistiske.

Det er f.eks. blevet sagt om tv-serien ”Barnaby”, at hvis antallet af mord i den landsby var realistisk, ville den for længst være tom for indbyggere.

 

 

 

20 08 25 Tegn – og underlige gerninger.

Det er alt andet end tegnsprog, jeg tænker på lige nu.

Måske er det i virkeligheden en slags støttetegn eller tegn til tale – i betydningen tegn som supplement til tale.

Og de bruges af alle uden hensyn til hørestatus.

I trafikken.

Når afstanden er for stor til, at det er muligt at kommunikere med verbalt sprog.

Da den første regn faldt efter hedebølgen, gik jeg ud på min – overdækkede altan – og strakte hænderne ud med håndfladerne opad for at mærke, at det regnede.

Da så jeg i et vindue over for en dame stå og gøre min bevægelse efter.

Så gjorde jeg thumbs up og hun gjorde ligeså, og vi havde på den måde meddelt hinanden vores glæde over vejrskiftet.

Sådanne små tegn, når det verbale sprog kommer til kort, er med til at få os til at mærke, at vi er mennesker.

Det er vel i virkeligheden virkelighedens emoji’er.

Det gælder også i trafikken.

Fra sin plads bag rattet kvitterer chaufføren med en håndbevægelse, når en bilist holder tilbage, så han kan komme ud i trafikken.

Og som fodgænger gør man naturligvis det samme, når en bilist giver plads til, at man kan gå over vejen – enten ved at sagtne farten eller blinke med lygterne eller vinke.

Man tilkendegiver, at man ser og anerkender hinanden.

Og det er om noget et gedigent udtryk for menneskelighed.

Når man cykler, er der også færdselsregler at overholde, selv om man ikke skulle tro det, når man ser på flertallet af cyklister – i hvert fald i hovedstaden.

Man skal vise af, når man vil svinge til højre og give tegn, når man vil standse og måske derefter svinge til venstre.

Jeg giver – næsten (!) – altid tegn, når jeg vil svinge til højre, og jeg kan ikke sige mig fri for en vis irritation, når jeg er den eneste cyklist og giver tydeligt tegn og den højresvingende bilist holder tilbage, indtil jeg er drejet til højre.

Kan han ikke se mit signal?

Det er jo i virkeligheden manglende anerkendelse af min adfærd fra bilistens side.

Jeg spiller efter reglerne, og det skal han også gøre.

Dengang jeg tog kørekort, havde jeg på et tidligt tidspunkt en heftig diskussion med min kørelærer, fordi jeg var tilbøjelig til at tøve og vente og se, om en anden bilist nu også fulgte færdselsreglerne.

Kørelæreren tordnede, at man var nødt til at forudsætte, at ens medtrafikanter overholdt færdselsreglerne – ellers ville trafikken gå i stå.

Og det har han jo ret i, måtte jeg nødtvungent sige.

I trafikken må man vise tillid – og rettidig omhu.

I den sidste uge har jeg mindst to gange været ude for at give tegn til højresving og svinge et sted, hvor en bilist ventede på at komme ud på vejen og måtte vente til jeg var passeret, hvis jeg ikke var svinget til højre. Og i hvert fald to gange har bilisten kvitteret for mit tegn til højresving med et smil og et vink!

Det er næsten for meget af det gode!

Jeg bliver helt flov – jeg gør jo bare, hvad jeg skal.

Og så tror jeg igen lidt mere på, at der også findes noget godt i mennesket.

 

 

20 08 24 Skruen Strammes.

Jeg har i mange år været betaget af en lille roman af den amerikanske forfatter Henry James (1843-1916), der endte sine dage i England og blev britisk statsborger.

Romanen har titlen Skruen Strammes – på engelsk The Turn of the Screw – og udkom i 1898 som føljeton i et amerikansk ugeblad og siden i bogform.

Den er filmatiseret flere gange, og den engelske komponist Benjamin Britten (1913-1976) har lavet en mesterlig operaversion. I hvert fald operaen kan findes i flere versioner på YouTube.

Romanen handler om de to forældreløse søskende, otteårige Flora og tiårige Miles. Deres stenrige formynder, en slægtning, hvis livsstil ikke tillader ham den mindste forbindelse med børnene, har anbragt dem på et engelsk gods langt ude på landet, hvor de bor sammen med en gammel husholderske. Der har tidligere været en guvernante og en tjener – formynderens kammertjener ved navn Peter Quint – men ikke længere.

Historien fortælles under et flerdages selskab på en herregård af en mand, der læser den op fra et manuskript, som han først må have bragt med bud fra London.

Manuskriptet er skrevet af en kvinde, der søgte og fik stilling som børnenes guvernante, men som mildt sagt ikke havde held til at løse sin opgave.

Vi er i den victorianske tid, hvor alt kropsligt blev fejet ind under guldtæppet og selv svungne flygelben blev beklædt med stof.

Den unge, uerfarne guvernante er datter af en landlig præst og vant til små kår, så hun bliver betaget af både formynderen og godset og ikke mindst de to børn, og særlig drengen Miles nærer hun en intens kærlighed til.

Da hun får at vide, at han er bortvist fra sin kostskole, fordi han skønnes at være til skade for de andre drenge, nægter hun at tro på det.

Men så begynder det at gå galt. Guvernanten ser en mand på godsets område, og husholdersken identificerer ham med den afdøde kammertjener.

Derefter ser hun også den ligeledes afdøde tidligere guvernante, og historien udvikler sig til en kamp mellem guvernanten og de to afdøde om de levende børn.

Det eksploderer, og husholdersken rejser bort med Flora, så guvernanten er alene tilbage med Miles.

Hun presser ham og spørger, hvem han har set og været sammen med, og han svarer ”Peter Quint, you devil!” – altså på dansk ”Peter Quint, din djævel!”. Den danske oversættelse ved H. B. J. Cramer siger ikke din djævel, men den djævel, og det er forkert. Og derefter synker drengen død om, og romanen slutter.

For hele historien står og falder med, at det er tvetydigt: Er de to genfærd virkeligt til stede, eller bevæger de sig kun i guvernantens indre?

Er det hendes sind, der opfinder hele historien ud fra hendes fantasier om køn og seksualitet – eller er det en regulær spøgelseshistorie med genfærd, der kommer fra ”den anden verden”?

Jeg tror selv, at Henry James har villet vise, hvordan det, der foregår i et menneskes indre, får skæbnesvangre følger får andre end vedkommende selv.

At man ser sin omverden med udgangspunkt i de billeder, man bærer i sit indre.

Der fremstår således en sammenhæng mellem den ydre verden og ens indre landskaber.

Og det har betydning for, hvordan man opfatter sine medmennesker.

Det gælder os alle, og den eneste måde, vi kan ændre det, er ved at gøre os det klart, at det forholder sig sådan.

 

 

20 08 23 Paulus og en pædagog.

Paulus’ brev til menigheden i Galatien er en god redegørelse for Paulus’ opfattelse af sammenhængen mellem Moseloven og det kristne evangelium. Eller som man ofte sige i luthersk kristendom: mellem lov og evangelium.

Den grundlæggende tanke er, at loven binder, medens evangeliet sætter fri.

Under loven skal mennesket befri sig selv ved sine gerninger, men med evangeliet er det Guds nåde, der gør det troende menneske frit.

I slutningen af tredje kapitel (vv. 23-29) står der således: ”Før troen kom, blev vi bevogtet under loven og spærret inde, indtil troen skulle åbenbares, så at loven var vores opdrager, indtil Kristus kom, for at vi kunne blive gjort retfærdige af tro.  Men efter at troen er kommet, er vi ikke længere under en opdrager.  For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus.  Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.  Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte.”

Der er særligt ét ord, jeg her vil henlede jeres opmærksomhed på, nemlig navneordet ”opdrager”.

I den græske original står ordet ”paidagogós”, som er det selv samme ord, vi har i stillingsbetegnelsen pædagog. ”Pais” betyder dreng, og ”-agog-” betyder noget med at opdrage, så en pædagog er både på græsk og dansk et mennesker, der opdrager børn.

I græsk kultur blev pigebørn opdraget af kvinder – de to køn levede mindst lige så adskilt som i mange islamiske samfund i nutiden – så det var kun husets drenge, der blev opdraget af pædagogen, og pædagogen var næsten altid en slave.

I ældre bibeloversættelser – så sent som oversættelsen af 1931 – står der ikke opdrager, men tugtemester. Det ord lyder i retning af ”den man elsker, tugter man”, men det ser ud til, at i gamle tekster var ordets betydning ret neutral, så det nærmest bare betød pædagog.

Fra engang i 1800-tallet og frem får ordet betydning i retning af en person, der ofte og gerne benytter sig af fysisk opdragelse.

Engang var god opførsel at forholde sig ”i tugt og ære”, hvor tugt nærmest betyder gode manerer.

Senere udvikler betydningen sig til straf.

Den lille udviklingshistorie har fået betydning for, hvordan vi forstår Paulus’ bestemmelse af loven som en pædagog til Kristus.

Hvis vi gerne vil understrege lovens strenghed, kalder vi den tugtemester, hvis ikke, kan vi kalde den opdrager eller vejleder.

Eller vi kan gøre som Bibelen 2020 og helt udelade ordet: ”Før vi fik troen, holdt loven styr på os. Sådan skulle det være, indtil troen blev en mulighed. På den måde holdt troen os under opsyn, indtil Kristus kom, men nu er det troen, der får Gud til at tage os til sig. Derfor har vi ikke længere brug for nogen til at sætte os på plads.

Således kan man som oversætter ved at sigte efter tidens gængse sprogbrug og vælge mellem forskellige muligheder for at gengive et enkelt ord nå til vidt forskellige oversættelser af den samme tekst.

Og det helt uden ønske om at narre læseren, men blot med den ædle hensigt at gøre sin opfattelse af, hvad originalteksten rummer, så tydelig som muligt.

 

 

20 08 22 Maskepi og maskerade – for en sikkerheds skyld!

Så er det altså fra i dag, vi skal bruge mundbind, når vi benytter offentlig transport – herunder også taxa.

Det er da besværligt.

Og hvis man hører dårligt, bliver det endnu værre, for så kan man slet ikke mundaflæse, når personen, man taler med, bruger mundbind.

Men det er jo i det hele taget en besværlig situation med COVID 19.

En slags undtagelsestilstand.

Og hvis vi ikke gør os den ulejlighed at beskytte os bedst muligt, risikerer vi i højere grad at blive smittet, og hvad det indebærer af følger og senfølger, er ikke lige til at overskue.

Så at beskytte sig er blot udtryk for rettidig omhu, eller som man siger på engelsk – better safe than sorry.

Et mundbind maskerer jo den, der bærer det.

Et mundbind er en slags maske, og det er altså påbudt fra i dag i offentlig transport, selv om det er forbudt at bære masker eller anden tildækning i det offentlige rum.

Det er dybest set noget rod, men forståeligt, for nød bryder alle love.

I en krigstilstand med mørklægning kunne man sandsynligvis også komme til at lovgive i strid med færdselsloven, og sådan er det altså bare.

Vi skal beskytte os selv og andre i forhold til det, der går ind og ud af vores næser og munde.

Fra gammel tid har man været klar over, at man kunne beskytte sig mod epidemiske sygdomme ved at afskærme sine luftveje, selv om man ingenlunde kendte til vira og bakterier.

Hygiejne er et fænomen, der var velkendt i oldtiden, men gik i glemmebogen i middelalderen.

Hos grækerne og romerne, der gik meget op i personlig renlighed og havde store badeanlæg, hvor en stor del af det sociale liv – i hver fald for mænd – foregik, var det mere i religionsudøvelse, og specielt i forbindelse med drama – tragedie og komedie, at man brugte masker.

En græsk maske – på græsk prósopon – var ofte lavet af læder. Det græske ord betegner noget, man sætter for ansigtet. Romerske masker kunne være lavet af ler – terrakotta – og altså være ganske tunge. På latin hedder en maske persona – det selv samme ord, vi har i person. Sonus betyder lyd, og per betyder igennem, så betydningen af ordet persona er altså noget, som lyden går igennem. Det har fået forskere til at overveje, om den romerske maske kunne fungere som megafon.

Og gid det var så vel med de mundbind, vi skal bære fra i dag.

Men i stedet tager de lyden.

Måske man kunne bruge plexiglasvisir i stedet?

Det er et alvorligt problem for hørehæmmede, der stilles endnu dårligere end sædvanligt med mundbind. Men det er jo kun for en tid og ganske uden ond vilje.

Sidst jeg var hos tandlægen, var han iført både mundbind og visir (og lupbriller!), og jeg havde ret svært ved at forstå, hvad han sagde.

Men for mig er det vigtigere at få lavet en fyldning end at forstå, hvad tandlægen siger, - og hvis der er noget jeg skal gøre, vil han nok gentage det, til jeg har forstået det.

I den situation skal man være stædig.

Og det er så trættende at være stædig, det ved jeg godt, men selv brug af mundbind får vel en ende – om ikke andet, så når der er fundet en god vaccine mod COVID 19.

 

 

20 08 21 Hannibal og hans dødsfjender.

I Kristian Mikkelsens ”Latinsk Læsebog” fra 1878, som mange, mange danskere – heriblandt jeg selv – har lært deres første latin efter, forekommer der en sætning, som mange i tidens løb har oversat således:

”Da Hannibal så nederlaget nærme sig, tog han en gift for at undslippe sine dødsfjender, som han altid havde med sig.”

Ord for ord er det sådan set rigtigt oversat, men det er jo alligevel helt forkert.

Det er ikke sine dødsfjender, Hannibal altid har med sig, men giften.

Hvordan kan det ske?

På latin findes 3 sproglige køn og fem/seks kasus, og man kan se forskel på udsagnsleddet alt efter, om grundleddet skal være ental eller flertal.

Alt det er anderledes på dansk, hvor ordstillingen betyder meget mere, og derfor opstår den oversættelsesfejl.

Man er nødt til at lave om på rækkefølgen og f.eks. sige: ” Da Hannibal så nederlaget nærme sig, tog han en gift, som han altid havde med sig, for at undslippe sine dødsfjender.”

Professionelle oversættere bliver ofte dårligt betalt og mangler derfor tid. Derfor kan det engelske ord wrist-watch, der betyder armbåndsur, ses oversat som ankelur, fordi wrist også betyder ankel.

I Matthæusevangeliets skildring af Jesu indtog i Jerusalem palmesøndag (Mt 21, 1-11) findes en berømt oversættelsesfejl, som går tilbage til oldtiden.

Matthæus skildrer Jesu indtog, så det stemmer overens med gammeltestamentlige profetier.

Hos profeten Zakarias hedder det (Zak 9,9), at ”din konge kommer til dig … ridende på et æsel, på en æselhoppes føl” (den aut. Oversættelse). Bibelen 2020 skriver blot, at kongen rider på en hunæsels føl, og det er ikke en egentlig oversættelse.

Matthæus forstår udtrykket således, at Jesus rider både på et voksent æsel og et æselføl – altså samtidig, hvilket er umuligt: ”Se, din konge kommer til dig, … ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.” Og lidt senere: ”De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå.” (Mt 21, 1-9)

Bibelen 2020 løber elegant uden om problemet: ”De hentede æslet og føllet og lagde deres kapper hen over dyrene, og Jesus satte sig op.” (Mt 21, 7)   

Matthæus forstår åbenbart ikke, at de øjensynlige to æsler blot er en poetisk omskrivning af et enkelt dyr, et stiltræk, som kendetegner gammeltestamentlig poesi.

Og her må oversætteren virkelig træffe et valg: Skal der oversættes præcist eller … forståeligt?

Min vurdering vil være: Hver ting til sin tid.

Jeg vil til gudstjenestelig brug langt foretrække en oversættelse, der er kommet om på den anden side af problemet, selv om det fratager teksten noget poetisk udtryk.

Men det kommer alligevel frem ved den gammeltestamentlige læsning på palmesøndag.

I en studiekreds vil det derimod være oplagt at undersøge alle mulige problemer i forståelsen af teksten.

Et andet almindeligt oversættelsesproblem, som man nok mest har mødt i gamle dage, er at oversætteren, så længe det ikke er Bibelen, han arbejder med, føler sig fri til at hugge en hæl og klippe en tå.

Mange danske oversættelser af litterære klassikere, som er foretaget i 1800- eller 1900- tallet, er simpelthen ikke fuldstændige, men mangler alt fra to-tre sætninger til hele kapitler. Og det største problem er, at læseren ikke bliver informeret om det.

Det er et ansvarsfuldt arbejde at oversætte, og den skrupelløse oversætter kan komme til at narre læseren.

Når det gælder danske bibeloversættelser i Bibelselskabets regi, er der dog ingen risiko derfor. Det værste, man kan møde er, er oversættelser, man er teologisk eller religiøst uenig i og utilfreds med, med det er til at leve med, så længe man ved, at der ikke ligger hensigt bag.

  

 

 

20 08 20 Om at oversætte – Bibelen og andre tekster.

Da jeg gik på universitetet i 1970’erne, var mine studiefag græsk og latin, og de bøger, jeg læste var først og fremmest skrevet af klassiske græske og romerske forfattere.

Jeg havde det store held, at jeg fra tidligt i mit studieforløb kunne tjene mine penge ved at undervise i græsk og latin – bl.a. for teologer, og det er i sandhed mere end en nuværende provst og biskop, jeg har lært at læse græsk.

Som sprogmand, eller ”filolog”, som det hedder med et græsk udtryk, bliver man god til sprog.

God til grammatik og god til at stave.

Og man får også lettere ved at lære andre sprog, fordi man får sans for sproglig systematik.

Da jeg skulle være præst, fik jeg en såkaldt §2-tilladelse, som dengang gjorde det muligt for kandidater med anden akademisk baggrund at søge præsteembede. Jeg havde desuden i mellemtiden taget et ekstra bifag i religion/kristendomskundskab.

Der var ikke krav om, at jeg skulle lære hebraisk, men jeg anskaffede mig en grammatik og en lærebog og fik stavet mig igennem første Mosebog på originalsproget, og det var både sjovt og lærerigt.

Når man er sprogmand, bliver man let noget pedantisk omkring sprogrigtighed – selv ville jeg sige, at jeg kan være noget af en pindehugger, når det gælder om at finde det rigtige udtryk.

Men det er jeg heldigvis ikke ene om, og det kommer ofte frem, når talen er om oversættelser, som jeg har mangt og meget at mene om.

Der eksisterer et italiensk mundheld, som stammer fra både Italien og Frankrig og opstår i begge lande omkring 1540 – nemlig midt i renæssancen, da man efter middelalderen også uden for klostrene begyndte at interessere sig for litteratur, og oven i købet stod foran at kunne trykke bøger.

Det lyder i al sin enkelhed: ”Traduttore – traditore”, og det betyder, at oversætteren (traduttore) er en forræder (traditore). Det er et ’smart’ udtryk, fordi de to ord ligner hinanden, men det rummer også megen sandhed.

For en roman, der er skrevet på dansk, bliver til noget andet, når den oversættes til f.eks. engelsk eller tysk.

Og Bibelen 2020, som jeg ofte og gerne citerer fra i mine skriverier, er unægtelig en helt anden oversættelse end den ”nye” bibeloversættelse fra 1992, der igen er helt anderledes end oversættelsen fra 1931, og sådan kan vi gå tilbage til reformationen og den første danske bibeloversættelse. Autoriserede danske bibeloversættelser er anonyme, og derved adskiller de sig fra f.eks. Anna Sophie Seidelins i en periode meget brugte oversættelse af Det Ny Testamente.

Det er ikke muligt at gengive en tekst helt korrekt på et andet sprog. Både sprogenes udtryk og tankeforbindelser er forskellige. På dansk er der f.eks. ingen sproglig lighed mellem ordene ”oversætter” og ”forræder”, som der er på italiensk og i nogen grad på fransk.

Og når man vil oversætte, bestræber man sig på at få så meget som muligt af originalen med, og uoversættelige nuancer kan eventuelt uddybes i noter.

Den nye Bibelen 2020 har først og fremmest skullet være til at læse for en nutidig læser.

Den egner sig ikke til at blive læst op ved en gudstjeneste.

I går strejfede jeg et eksempel på forskel i udtryk mellem den autoriserede og den nye oversættelse. I den autoriserede lyder Mt. 6,34: ”Hver dag har nok i sin plage”, og det er i Bibelen 2020 blevet til: ”Der er ondskab nok at bekymre sig om i dag”

Begge dele er sprogligt i orden i forhold til den græske tekst.

Det betyder, at hvis et udtryk eller en sætning i en fremmedsproget tekst er tilstrækkeligt betydningsfuld, kan det være en god idé at sammenligne forskellige oversættelse og vælge den, der forekommer rigtigst.

 

 

 

20 08 19 Hvad skal det dog ende med?

Der er mangt og meget i tiden og i verden, der gør det vanskeligt at bevare optimismen.

Store lande ledes hovedløst af inkompetente populister

Klimaforandringerne tager til og mærkes mere og mere

Mennesker må løbe hurtigere og hurtigere for at tjene til dagen og vejen og mangler derfor ro til at fordybe sig i noget som helst.

Og som om det ikke var nok, synes antallet af smittede med COVID 19 voldsomt stigende over hele verden.

Hvad skal det dog ende med?

Mit arbejde førte mig for et par dage siden på cykel ud i den københavnske eftermiddagsmyldretidstrafik

Dels fik det mig til at undre mig over, at nogen kan holde til at færdes i sådan en tæthed og sådan et tempo op til to gange pr. arbejdsdag

Dels følte jeg mig umådeligt privilegeret over den arbejdsform, mit embede giver mig, med base i mit hjem og udgange ofte i weekenden og næsten altid uden for myldretiden.

Jeg fornemmer i meget høj grad, at vores menneskelige samfund bevæger sig i en forkert retning, men måske er det blot udtryk for, at jeg er ved at blive gammel.

De nyere generationer taler f.eks. langt hurtigere, end jeg kan følge med til, og taletempoet i danske film fra før mit fødselsår forekommer mig umådeligt langsomt.

Dog er taletempoet i en amerikansk Screwball-komedie som ”Han, Hun og Leoparden” fra 1938 vanvittig hurtigt i forhold til samtidige danske film, så måske er det ikke helt så simpelt endda.

Gamle mennesker har altid klaget over ungdommens dårskab.

Jeronimus er en mand med voksne børn i Holbergs komedier.

Og alverdens komedier lige fra den græske og romerske oldtid handler om, hvordan et ungt par stikker en kæp i hjulet på deres fædres planer og gifter sig på trods og fører slægten videre på deres egne præmisser.

Så måske står det ikke så galt til alligevel.

Måske er det bare mig.

Men jeg kan altså ikke sige mig fri for, at der ser ud til at mangle fordybelse i verden omkring mig.

Jeg kan desværre ikke huske, hvem det var, der plæderede for, at man kunne få en bedre dagligdag, hvis man havde held til at komme ned i kroppen og mærke den, komme ned i tempo, og komme ned i den enkelte detalje.

Jo mere vi er i stand til at gøre os klart, hvad vi ikke behøver bekymre os om, og skrælle det fra, jo bedre går det.

Vi er både som individer og som kollektiv tilbøjelige til at stræbe – til at bevæge os hen mod et sted, vi ikke er på endnu, fordi vi som regel mener, at græsset er grønnere på naboens mark.

Vi vil gerne blive rigere.

Vi vil gerne udvikle os og blive større og have mere.

Men det er et spørgsmål, om det er en holdbar indstilling.

Vores planet udvider sig ikke sammen med os.

Jorden har den størrelse, den nu engang har.

Jeg tror, vi skal slå bak.

Jesus siger i bjergprædikenen (Mt 6,31-34 – efter Bibelen 2020): ”Lad være med at bekymre jer og siger: ’Hvad skal vi nu spise og drikke?’ eller ’hvad skal vi tage på?’ Det er kun dem, der ikke tror på Gud, der er nødt til at spekulere over den slags. Men I har en far i himlen, der ved, at I har brug for det. Nej, I skal koncentrere jer om Gud og det, han vil have jer til, og så sørger han for alt det andet. I skal ikke bekymre jer for dagen i morgen; det kan I gøre, når den tid kommer. Der er ondskab nok at bekymre sig om i dag.”

Den sidste sætning blev tidligere oversat som ”Hver dag har nok i sin plage”.

 

 

20 08 18 Det går op og ned og rundt i ring.

Det er vejret jeg mener.

Og året.

Selv på en tirsdag morgen i det mest usædvanlige år siden Anden Verdenskrig.

Og det er stadig varmt.

Dansk sommer, når den er bedst.

Med ”sol over grønne sletter, lykke og lyse nætter” – selv om de lyse nætter sluttede for ti dage siden, er de i det mindste stadig lune.

Bare man kunne tage erindringen om de varme dage med ind i vinteren og lukke op for den på en mørk dag i januar.

Man kan sagtens tage et billede, men man kan ikke fotografere stemningen eller følelsen eller lugtene.

I sidste uge var der træbygninger på en svensk landbrugsskole 50 km øst for København, der brændte.

Da jeg stod op tidligt om morgenen den dag, kunne jeg lugte røg.

Jeg vidste ikke, hvad det var, og søgte oplysning på nyhedsmedierne.

Somme tider bliver der jo desværre brændt biler af, og der kan også være tale om egentlige brande, som da et bildæklager i Valby brændte.

Det var en brand, der gik megen røg af.

Men der var ingen brande i København eller på Frederiksberg den nat.

Og vinden var i øst.

Jeg tror virkelig, at røgen fra branden i Sverige kunne lugtes her hos mig 50 km mod vest – ellers ved jeg ikke, hvad det var.

Det hed sig, at man kunne se røgen i København, men det fik jeg at vide for sent til at efterprøve det.

Men brandlugt eller ej – det er og bliver den mest usædvanlige sommer i mands minde og det ikke kun pga. COVID 19.

Vejret giver også sit bidrag til festen.

Den koldeste juli i mands minde efterfølges af en lige så varm august.

Nu ser det ganske vist ud til, at hedebølgen nærmer sig sin afslutning og klinger ud i dag eller i morgen.

Og allerede i næste uge vil vi nok begynde at længes tilbage til sol og blå himmel.

Det er tit sådan, at græsset er grønnere på naboens mark, og lykken er der, hvor du ikke er.

Men vejret er et af de forhold, vi ikke kan gøre noget ved, selv om der utvivlsomt er en sammenhæng mellem de menneskeskabte klimaforandringer, vi oplever i disse år, og vejrudviklingen.

Ligesom vi heller ikke bare kan slå pandemifremkaldende vira ihjel.

Vejr og pandemi får os forhåbentlig til at indse, hvor lidt vi i virkeligheden formår.

Forhåbentlig, fordi det ikke er godt for os mennesker at bilde os ind, at vi har magt, som vi har agt.

Så risikerer vi at ende som Konen i Muddergrøften eller Kong Midas, der måtte fortryde sit grådige ønske om, at alt, hvad han rørte, skulle blive til guld.

Vi er selv en del af den natur – eller skabelse med et mere kristeligt farvet ord – som vi er sat i verden for at tage vare på og beherske. 

Når vi rører ved forhold i naturen omkring os, kan vi ikke undgå at påvirke os selv og vores egne livsvilkår.

Hvis der mangler bier og andre insekter til at bestøve afgrøder, fordi vi har udryddet dem i effektivitetens navn, vil vi også have udryddet de afgrøder, vi skal leve af.

Og hvad mon så bliver det næste, vi risikerer at udrydde.

Lad os tænke os om og udvise rettidig omhu i forhold til os selv og vores omverden.

 

 

 

 

 

 

20 08 17 ”Rettidig Omhu”!

Flere banker i Danmark har været viklet ind i sager omkring såkaldt hvidvask af sorte penge, nogle mere end andre, og det har ført med sig, at banker nu til dags kræver mange oplysninger og megen dokumentation for at holde en konto åben.

Det er naturligvis i høj grad i samfundets interesse, at det er blevet sådan, og det eneste, man rettelig kan bebrejde banker i den forbindelse, er, at de kunne have stillet disse krav tidligere.

Men det kan være endog meget besværligt at operere i, og det oplever jeg i mit arbejde i disse uger.

Min stilling som præst for hørehæmmede øst for Storebælt har et udvalg bag sig, og det udvalg svarer til et menighedsråd, men kan af tekniske grunde ikke hedde menighedsråd.

Jeg er i kraft af min stilling også medlem af udvalget, og dermed har udvalget nogle udgifter i forbindelse med de gudstjenester og andre arrangementer, tilrettelagt for hørehæmmede, som jeg organiserer.

Det er begribeligvis offentlige midler, der dækker disse udgifter, fordi mit embede er en del af Folkekirken, og de midler kanaliseres gennem Folkekirkens såkaldte fællesfond.

Vi lægger budget og aflægger regnskab hvert år.

Når man har penge i Danmark – private eller offentlige – skal man have en bankkonto, og det er åbenbart et krav fra banker, at et udvalg som vores skal behandles som en privat forening, selv om det ret beset er en del af Folkekirken.

Det betyder, at banken kræver at se sundhedskort og billedlegitimation fra alle udvalgsmedlemmer og desuden en såkaldt bestyrelsesoversigt, der skal være underskrevet af alle medlemmer og angive deres rolle i bestyrelsen – i vores tilfælde udvalget.

Hvis banken ikke modtager dækkende oplysninger inden udløbet af en frist, der ikke lader sig forlænge, åbenbart heller ikke, når den ligger i ferietiden og i et år, hvor ting er vanskeliggjort pga. COVID 19-restriktioner, spærrer den kontoen.

Og det er der, vi har været den sidste uge.

Dog kun for mit og min kontos vedkommende.

Udvalgets kasserer har stadig adgang til sin konto, der føres i en anden bank.

Nu kan man ikke kræve, at en borger har billedlegitimation i form af gyldigt pas eller gyldigt kørekort, men hvis man ikke har det skal man i stedet fremvise to former for legitimation – f.eks. dåbs- eller navneattest og forskuds- eller årsopgørelse.

Og jo ældre man bliver, jo vanskeligere kan det blive at fremskaffe disse papirer for ikke at tale om at fremsende dem digitalt, hvilket jo er det eneste fornuftige i disse tider, og hertil kommer, at digitalt materiale ikke kan være smittebærende.

Før eller senere kommer vi vel i mål.

Imens glæder jeg mig over, at det til den tid vil være hævet over enhver tvivl, at Folkekirkens Udvalg for Hørehæmmede øst for Storebælt, der kun modtager indtægter fra fællesfonden og ikke på anden vis indsætter penge på sine konti, ikke på nogen måde medvirker til hvidvask af sorte penge.

Og når jeg bliver i det humør, spørger jeg stilfærdigt mig selv, om ikke banken kunne anvende sine ressourcer bedre.

Jeg kunne i hvert fald bruge min tid bedre, selv om forløbet har givet mig indsigt i forhold, jeg ikke anede fandtes.

 

 

20 08 16  Motion er godt … men kan det blive for meget af det gode?

Du har nok lige så godt lige så godt som jeg, kære læser, set en T-shirt med denne tekst hen over brystet:

”Øl er sundt – meget øl er meget sundt!”

På samme måde kan man tale om motion: Megen motion er meget godt.

Jeg har været mere eller mindre træningsafhængig de sidste mange år.

Jeg tror, det er en reaktion på, at jeg i min skoletid nærede et inderligt had til al fysisk aktivitet, fordi ingen hjalp mig til det, jeg ikke kunne finde ud af, og det var næsten alt, jeg ikke kunne.

Men fra jeg var først i tyverne har jeg mærket, at motion var en nødvendighed for mig, og det er kun blevet mere nødvendigt, som årene er gået.

Og det er jo egentlig indlysende, at det forholder sig sådan.

Vi mennesker er ikke bygget til at sidde ubevægelige dagen igennem.

Vi er bygget til at søge føde i dagens lyse timer i konstant bevægelse.

Og hvis vi ikke gør det, risikerer vi at komme i dårligt humør og få flere livsstilssygdomme end nødvendigt.

Men mange af os har svært ved det med motion.

Der kommer altid noget i vejen.

Man skal altid lige noget andet.

Først.

Og så venter man til i morgen.

Det er det, fitnesscentrene lever af.

Mennesker, der betaler for træning uden at gøre brug af deres muligheder.

Det gælder om at finde en form for motion og træning, man ikke kan undvære.

Man skal helst blive mere eller mindre – helst ikke for meget – afhængig af det.

Det kan også være, at man føler sig tilstrækkeligt motiveret af at mærke, at man får en god dag, hvis man begynder med træning, og en dårlig, hvis man ikke gør.

Jeg har fulgt samme rutine i mange år og kunne ikke tænke mig at ændre den.

Jeg står op klokken halv seks og giver mig straks i kast med et af to træningsprogrammer – det ene sigter på styrke, det andet på smidighed – og efter hen ved fem kvarter og en mængde sved giver jeg mig til at arbejde.

Og efter nogen tid og morgenmad tager jeg en lur, inden jeg går videre.

Det foregår alt sammen i mit hjem uden andet udstyr end en solid træningsmåtte, indstillelige håndvægte og håndklæder til at tørre sveden af.

Og det er ikke så få prædikener, jeg har udtænkt, medens jeg trænede!

Derudover tilstår jeg mig selv den luksus at have en ugentlig enetime med en kyndig træner, der retter mine fejl og skubber mig videre ad en vej, jeg ikke altid selv tror, jeg kan gå på.

Og jeg har aldrig haft det bedre, end siden jeg kom ind i denne rutine.

At kroppen bliver brugt og somme tider presset giver ro i både krop og sind, og det kommer så vel arbejde som hvile til gode.

Det er en god ide at tage vare på sig selv, og det gør man ikke altid ved at give sig selv lov til at gøre, hvad man har lyst til – det kan være endog meget usundt – men tvært imod, hvad man har brug for, og man kan så være så heldig – det er jeg i al beskedenhed – at man før eller senere bliver klar over, at det, man har brug for, får man også lyst til.   

 

 

20 08 15 Efter COVID 19.

Al menneskelig erfaring tilsiger, at der kommer en dag, da COVID 19 vil være fortid.

Mon det bliver i min levetid?

Mon det bliver i din, kære læser?

Jeg ved jo ikke mere om det end du, men jeg har på fornemmelsen, at det kan blive langt det her, meget langt, som Nora siger til Helmer i ”Et Dukkehjem”.

Og lige så skræmmende.

Jeg kan ikke umiddelbart se for mig, at vi bare igen kan give os til at leve, som vi gjorde, før pandemien kom.

Vi har set for meget.

Vi har mistet en form for uskyld.

Antallet af mennesker, der har fået influenza i den forgangne vinter, både dem, der overlevede sygdommen, og dem, der døde af den, er væsentligt mindre, end det plejer.

Vi holder os selv – og hinanden? – mere rene.

Vores håndhygiejne er forbedret – med vand og sprit og sæbe.

Og vi er blevet mere opmærksomme på, at der pludselig kan opstå små bitte størrelser, som i virkeligheden har flere kræfter, end vi har, og som kan gøre os syge og måske slå os ihjel eller gøre os invalide.

Vi har nok taget for meget for givet.

Fred, sundhed og velstand.

Vi har glemt, hvordan det var i gamle dage.

Dengang læger var nogen, man gjorde grin med, fordi det eneste de ikke kunne, var at gøre folk raske.

Dengang der var krig omkring og inden for vores grænser.

Dengang en lønarbejder var en daglejer, der arbejdede, til han segnede, for en ussel løn.

Dengang en tiårig dreng kunne spørge sin mor, hvor længe de kunne beholde den nye lillesøster, fordi han var så vant til, at hans søskende døde som spæde.

Vi er kommet til at glemme de menneskelige grundvilkår.

At intet menneske er en ø, men at det er nødvendigt at hjælpe og være der for hinanden.

Vi forudsætter, at det skal være ufarligt at feste natten lang, og beklager os over myndighederne, når en udefrakommende fare tvinger dem til at begrænse vores bevægelsesfrihed for vores sikkerheds skyld.

Eller vi beklager os, når vi ikke kan få lov at tjene penge på, at folk forsamles i vores lokaler.

Men det er jo ikke nogen af os, der bærer skylden for disse begrænsninger.

Der opstod et virus et sted.

Ved et tilfælde.

Som den naturkatastrofe, det jo er.

Som en slags tsunami, det er svært at begrænse.

Eller som en krig.

Selvfølgelig kommer der vacciner.

Og midler mod sygdommen og dens følger og senfølger.

Men hvor effektive bliver de?

Hvilke bivirkninger får de?

Det kommer til at vare længe, og det kommer sikkert også til at betyde indskrænkninger i vores levefod.

Men mon der, når alt kommer til alt, er nogen, der ikke hellere vil være fattig og levende end rig og død?

Vi skal vænne os til en forandret verden.

Vi skal vænne os til, at vi ikke kommer til helt at leve, som før COVID 19 kom frem.

Og vi skal også indstille os på, at en anden pandemi vil opstå, når COVID 19 er blevet fortid.

Livet er farligt.

Det ender med død.

Men det er en del af Jesu forkyndelse, at Gud er med, selv når det ”bare” er en spurv, der dør (Mt 10,29).

 

20 08 14 Mens vi taler om vejret …

For tiden er det danske vejr ikke, som det plejer at være.

Det er der næppe nogen, der vil være uenig i.

Men så længe, vi tør stole på den fortælling om Gud og verden, som vi kan læse i Bibelen, har vi ikke grund til at frygte det værste.

Det værste er nemlig sket én gang, og da det var overstået valgte Gud at indgå en aftale med Noa og hans efterkommere om, at der aldrig mere ville komme en altødelæggende oversvømmelse – også kaldet Syndfloden i gamle dages bibeloversættelser.

Det danske ord syndflod kommer af tysk Sündflut, folkeetymologisk omdannelse af middelhøjtysk sintfluot 'uafbrudt oversvømmelse'. Det er derfor ikke sprogligt rigtigt, som det ellers ofte antages, at en syndflod er en oversvømmelse ”for vores synders skyld”. Det betyder ”bare” en oversvømmelse, der ikke vil holde op.

Den store oversvømmelse eller Syndfloden lod Gud komme over jorden, fordi Gud havde fortrudt, at han havde skabt mennesket, fordi menneskene viste sig at være onde.

Kun et menneske kunne Gud lide, og det var Noa, og ham og hans husstand ville han redde (Gn 6, 1-8).

Og så var det, at Gud lod Noa bygge sin ark, som Noa med sin husstand og alverdens dyr gik ind i – og blev i længere end et halvt år.

Og da alle var gået i land, holdt Noa en offerfest til Guds ære. Og Gud sagde til sig selv (efter Bibelen 2020, Gn 8, 21-22): ”Det kan godt være, at alt, hvad menneskene tænker og planlægger hele livet igennem, er ondt. Men jeg vil aldrig mere opgive jorden af den grund. Jeg vil aldrig mere tilintetgøre alle levende væsener:

Så længe jorden eksisterer,

vil såtid og høsttid,

kulde og varme,

sommer og vinter,

dag og nat

altid fortsætte.”

Og Gud fortsatte (Gn 9, 9-17): ”Nu laver jeg en aftale med jer og alle jeres efterkommere, med dyrene og fuglene, der lever sammen med jer, ja, ethvert levende væsen, der var ombord på skibet. Aftalen er, at der aldrig mere vil komme en oversvømmelse, som udrydder alt, hvad der lever på jorden. Den altødelæggende oversvømmelse kommer ikke igen.” Han tilføjede: ”Her har I et tegn på min aftale, som vil gælde for jer og alle levende væsener i al fremtid. Tegnet er regnbuen, som jeg sætter på himlen. Den skal minde mig om min aftale med jer og med hele jorden. Når jeg får skyerne til at samle sig på himlen, og man kan se regnbuen, vil jeg blive mindet om aftalen. Så vil vandet aldrig igen få lov til at blive til en oversvømmelse, der ødelægger alt levende. For vores aftale gælder for evigt.” Gud gentog for Noa: ”Regnbuen er tegnet på aftalen mellem mig og alt levende på jorden.”

Og ”hvis det ikke er sandt, er det godt fundet på”. Således skrev filosoffen Giordano Bruno (1548-1600) i en bog – og Miguel de Cervantes (1547-1616) om sin egen roman Don Quijote.

Det minder mig om det gamle spørgsmål om, hvem der kom først, hønen eller ægget.

Det er de færreste, der anser Det Gamle Testamentes skabelsesberetninger for historisk sande, men det kan ikke diskuteres, at de på mytevis giver nogle gode og troværdige forklaringer på forskellige forhold i naturen, der ellers ville være uforståelige uden et moderne, naturvidenskabeligt begrebsapparat.

Myter forklarer og bygger bro til det uforståelige.

Og når vi ikke forstår, hvad der rører sig i  vejret, er vi bedst tjent med at spørge myten til råds.   

 

20 08 13

Frivilligt arbejde.

For nogen tid siden læste jeg en anmeldelse af en ny kriminalroman af Anna Grue med titlen ”Mysteriet i Genbrugsen”. Det skulle være en fortælling om mord blandt ældre mennesker, der udfører frivilligt arbejde i velgørenheds navn.

Jeg skyndte mig at bestille bogen på Frederiksberg Bibliotek, kom til at stå i kø som nr. 45, og har nu endelig – det varede nu slet ikke så længe – fået fat i bogen og læst den.

Det er en ganske fornøjelig og måske lidt traditionel kriminalroman, som vil appellere til alle, der gerne ser Barnaby i fjernsynet.

Det spændende og usædvanlige ved romanen er miljøet, som er skildret indfølende og empatisk.

Hovedpersonen er en tidligere lægesekretær på efterløn. Hun har en lille familie i form af en datter og et barnebarn, hun er seriøst overvægtig, og hun elsker at lave mad.

Det er det ikke noget særligt ved – ud over, at mange nok vil kunne spejle sig i hende.

Derimod er skildringen af hendes arbejde i den unavngivne genbrugsbutik interessant.

For de frivilligt arbejdende kvinder – plus et enkelt mandligt mordoffer og en hjerneskadet (!) mandlig medhjælper – kan ikke lide hinanden og sejler rundt i magtkampe og intriger fra morgen til aften.

Jeg har ikke personligt mange erfaringer med frivilligt arbejde, men jeg har i tidens løb hørt ganske mange fortælle om deres erfaringer.

Og de fortællinger munder som regel ud i klage over, hvordan de frivillige arbejdere ikke kan sammen.

Måske er lederen, som ofte ligeledes er en frivillig, konfliktsky – eller måske det modsatte, måske vil de enkelte medarbejdere ikke acceptere lederskabet.

Der er så meget, der kan gå galt, - og når det kan det, sker det også – før eller senere.

Anna Grues roman får mig til at tænke, at de frivillige medarbejdere er for lidt engageret i den sag, de arbejder for, og for meget optaget af sig selv og deres egne ideer.

Det ser ud til, at de har tilbudt deres arbejdskraft for at give deres dagligdag noget indhold og komme i kontakt med andre mennesker.

Vi mennesker er jo, som allerede den græske filosof Aristoteles (385-323 f.Kr.) sagde det, dyr, der lever i samfund med hinanden.

Men vi har alligevel svært ved at finde os til rette i fællesskaber.

Vi kommer let til at overse, at vi i sådan en sammenhæng alle trækker på samme hammel, og at det er i vores interesse, at sagen nyder fremme.

Om det er usikkerhed eller lavt selvværd eller måske mangel på tillid til egne evner, der ligger til grund, ved jeg ikke.

Men jeg ved, at personfnidder kan spænde ben for selv de mest fortjenstfulde projekter.

Det har de fleste af os prøvet på egen krop.

Det kan udvikle sig til egentlig mobning, og det er en ulykke, både for ofre og gerningsmænd.

Når vi vælger at bruge af vores tid, som vi i øvrigt måske synes, vi har for meget af, tror jeg, det er klogt at vælge en sag, som er vigtig for os, at arbejde for, og i øvrigt tænke på, at den gevinst, vi selv får, kommer i anden række i forhold til sagen.

Og hvis vi investerer tid i en sag, vi ved noget om, og støder sammen med en anden kyndig person, der vil fremme sagen på en anden måde, er der naturligvis stof til konflikt, men det vil være en konflikt med et reelt indhold snarere end en magtkamp med udgangspunkt i personlig sym- eller antipati.

 

 

20 08 12 

Ordsprog

I mandags reflekterede jeg lidt over ordsproget ”tyv tror, hver mand stjæler”.

Men hvad er egentlig et ordsprog for en størrelse?

Ordsprog er som regel gamle.

Det Gamle Testamente rummer en Ordsprogenes Bog, som det varmt kan anbefales at sætte sig ind i.

Og den græske digter Hesiod, der nok levede i det 8. århundrede f.Kr. har skrevet en hel masse ordsprog og andre leveregler ind i værket ”Værker og Dage” (oversat til dansk af Lene Andersen), som ikke mindst kunne hjælpe en bonde til at få mest muligt ud af sin jord.

Ordsprog er som regel anonyme.

Vi ved ikke, hvem der formulerede dem for første gang.

Men vi ved ofte, hvem der har samlet og nedskrevet dem og – i nyere tid – sørget for deres udgivelse.

I gamle dage troede man f.eks. – med urette – at det var den vise kong Salomon, der havde skrevet Ordsprogenes Bog.

I Danmark kender vi navne som Peder Laale fra 1300-tallet og Peder Syv (1631-1702), der begge samlede ordsprog, som vi kender og bruger den dag i dag.

Men ordsprog er anonyme sentenser og leveregler, der gerne skulle gøre livet lidt lettere at tumle med.

Og vil skal i virkeligheden ganske langt op mod vor egen tid, før vi ved, hvem der er ophavsmand til den overleverede litteratur.

Vi kan ikke sætte navn på forfatterne til de fleste af Det Gamle Testamentes bøger, og selv om vi siger, at de store, græske episke digte Iliaden og Odysseen er skrevet af Homer, er det alt andet end sikkert, at der overhovedet har levet en mand med det navn.

De islandske sagaer og de danske folkeviser har heller ikke kendte forfattere, men er blevet overleveret fra slægtled til slægtled, indtil en behjertet person tog sig sammen til at skrive dem ned.

Begyndelsen til vores kultur er uden navn.

Og ligeså er det med vores religion, som jo i allerhøjeste grad er begyndelse til kultur.

Så vidt vi da ved, er mennesket det eneste levende væsen, der kender til religion.

Og ligesom menneskets historie på indholdsplanet fortaber sig i det dunkle, forholder det sig på samme måde med menneskets kultur.

Vi ved ikke meget om de første mennesker, hvis fossiler er blevet fundet i 1999 ved Turkanasøen i det nordlige Kenya.

Kunne de tale?

Hvilket sprog talte de?

Hvad talte de om?

Jeg er overbevist om, at mennesket på et tidspunkt af sin udvikling er gået ud af naturen og ind i kulturen.

Det sker netop i det øjeblik, sproget opstår.

For når man kan udveksle … måske ikke lige tanker, men en slags erfaringer, f.eks. om, hvor det nu var, vi fandt de gode bær i går, og om vi skal gå hen og se, om der er flere i morgen, er man ikke længere bare en del af naturen, men har sat sig uden for den.

Og det er her, ordsproget, og sammen med det religionen, kommer ind.

For det hjælper med at huske.

Hvordan er det nu vi gør, når vi skal høste.

Kan vi finde ud af, hvordan vejret bliver i morgen?

Man skal som menneske, og har altid skullet, lære, så længe man lever, og ordsproget er en hjælp til at holde fast, hvad man lærte i går.

 

 

20 08 11 Varme dage!

Den danske sommer er en interessant tid.

Man kan ikke tage noget som helst ved den for givet.

Den svigter ofte, men er uden sidestykke, når den endelig kommer.

Som i disse dage og uger.

I nat havde jeg for første gang i år svært ved at sove på grund af temperaturen, og det selv om alle døre og vinduer stod åbne.

Man kunne jo også flytte sengen ud på altanen.

Det sagde min mor, hun gjorde, når det blev rigtig varmt.

Og i år havde de fleste af os vel egentlig mere eller mindre opgivet håbet om, at der ville komme varme dage med høj himmel og strålende sol.

Det er ikke første gang, det sker på den måde.

Kan du huske sommeren 1975, kære læser?

Den begyndte rigtig dårligt, men omkring midten af juli begyndte solen for alvor at skinne og blev ved indtil langt ind i september.

Der blev sat temperaturrekord med 36,4 gr. Celsius ved Holstebro i august.

Og Bent Jensen var oplæser på en tv-avis, hvor han sad med fødderne i vand på Amager Strand.

Og det var ramme alvor.

Det begyndte senere i år, og det har endnu ikke varet nær så længe, men nu får vi se.

Ved den højmesse, jeg ledte i søndags, var kirken så fuld, som den kan være i denne coronatid, fordi et barn skulle døbes, og menigheden svedte med anstand og tog både varme og forholdsregler med oprejst pande, ligesom også dåbsbarnet gjorde.

Det er meget opløftende at iagttage den åbenhed og interesse, hvormed ikke mindst yngre årgange omfatter en gudstjeneste.

At mange ikke har lært, hvornår man rejser sig, og hvordan man forholder sig med hovedbeklædning i kirken, er i forhold dertil fuldkommen ligegyldigt.

Det eneste sted, jeg med ord beder menigheden rejse sig, hvis det er muligt, er ved skriftlæsningen i forbindelse med dåben. Men jeg understreger samtidig, at hvis man har svært ved at rejse sig – f.eks. med et barn på skødet – skal man selvfølgelig blive siddende.

Jeg vil også gerne have små børn med som gæster ved en dåb.

Og de må så være der på deres præmisser, for de kender endnu ikke til andre. De skal have lov til at tøffe rundt og tage rummet i øjesyn, og når de får det, befinder de sig bedre, og alle bliver glade.

En dåbsdag er en glad dag, og vi skal sørge for, at så mange som muligt har det godt.

Også i varmen.

Og varmen er flygtig – ligesom sne og kulde om vinteren

Mange udlændinge undrer sig over, at vi her i landet taler så meget om vejret.

Men når først de har været her nogen tid, undrer de sig ikke længere over det, men over … vejret og begynder selv at tale lige så meget om det!

I romanen ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” af Peter Høeg siger hovedpersonen, som har grønlandsk baggrund, at hun aldrig har frosset som i Danmark; den fugtige luft og vedvarende blæst får selv temperaturer omkring frysepunktet til at føles koldere end tyve frostgrader.

Lad os nyde varmen som en sjælden gæst på vores breddegrader – sjælden, fordi klimaforandringerne ser ud til at gøre vejret mere ekstremt end egentligt varmere.

 

 

 

20 08 10  ”Tyv tror, hver mand stjæler.”

En sentens med dette indhold, men lidt andre ord, findes i en ordsprogssamling af præsten Peder Syv (1631-1702) fra Viby, der også var folkemindesamler og sprogforsker.

Det er blevet et yndlingsordsprog for mig.

For det giver en forklaring på mange sider af menneskelig adfærd.

Menneskelig dårskab, kunne man måske også sige i en lidt dyster stemning.

En tyv tror, siger ordsproget, at alle andre også stjæler.

Den, der gør noget forkert, trøster sig med, at alle gør det samme.

Smider cigaretskodder på vejen.

Snyder i skat.

Skaffer sig fordel på bekostning af andre.

Tror, at regler er for de andre, men ikke for mig.

Her, hvor jeg bor, opfører de fleste cyklister sig, som om der ikke var nogen færdselsregler.

Cykler i fodgængerovergange.

Svinger til venstre, som om vi havde venstrekørsel.

Cykler på fortovet.

Det er irriterende at færdes i.

Og for gangbesværede direkte farligt.

Der bliver udskrevet alt, alt for få – og for små – bøder.

Og mange cyklister kører blandt den øvrige kørende trafik, som om de vidste sig usårlige.

Men midt i alt dette er det morsomt at betragte cyklisters ansigtsudtryk, når de kører i strid med færdselsloven.

Jeg synes, jeg kan se den dårlige samvittighed hos de fleste af dem.

Men de gør det alligevel.

”Tyv tror, hver mand stjæler.”

Og når folk tilskriver andre uhæderlige motiver for deres handlemåde, er det det samme.

”Tyv tror, hver mand stjæler.”

Ligesom i megen geometri kan det være nyttigt at betragte den omvendte sætning, som vi bl.a. finder i Det Ny Testamente: ”For de rene er alting rent; men for de befængte og vantro er intet rent.” (Paulus’ brev til Titus, 1,15)

For den rene er alting rent, plejer vi vist at sige det.

Man kan kun se det, man har øje for.

Hvis man selv til hver en tid søger at berige sig på andres bekostning, er det den samme adfærd, man ser hos andre.

Hvis man vil frem i verden ved at træde på andre, er det den samme adfærd, man ser hos sine medmennesker.

Hvis man tror, at COVID 19-restriktioner er indført af nogle ”magthavere”, for at de kan berige sig på andres bekostning, er det fordi det er der, man selv ville gøre, hvis ens magt svarede til ens agt.

Jeg tror, det er sådan, konspirationsteorier opstår.

Jeg tror ikke på konspirationsteorier.

Eller på hemmelige forbindelser mellem denne verdens rige med det formål at bestjæle os andre.

Det er muligt, jeg er naiv.

Men det har jeg det godt med.

Jeg kan ikke lide at tænke ilde om mine medmennesker og tillægge deres handlinger skumle motiver.

Jeg har vist ikke fantasi til at forestille mig, at nogen gerne vil skade andre.

Jeg tror dybest set, at ondskab er misforstået godhed – eller er udtryk for en hensigt, som man ikke har gennemtænkt følgerne af.

Det er særdeles ubehageligt at overvære mennesker være onde mod hinanden, hvad enten det sker i fiktion eller virkelighed.

Jeg synes i stedet, vi skal passe på hinanden og hjælpe hinanden.

”Tyv tror, hver mand stjæler”.

Men hvis der ikke fandtes tyve, ville der heller ikke være nogen til at tro, at hver mand stjal.

 

 

 

20 08 09

I dag skal jeg have fornøjelsen af lede højmessen i Sankt Lukas Kirke på Frederiksberg og døbe to børn. Derfor får I i dag evangelium og prædiken til 9. søndag efter Trinitatis 2020.

 

Lukas 18,1-8

Jesus fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. Han sagde: »I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart! Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er lige-glad med mennesker, vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.« Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?«

 

PRÆDIKEN

Vi har alle det træk fælles, at vi hver især opfatter os selv som ”jeg”, og dette ”jeg” er i bund og grund anderledes end alle andre ”jeg’er”, fordi det er det eneste ”jeg”, vi kan se indefra.

Andre mennesker – selv dem, der står os allernærmest – kender vi kun udefra, og set ud fra den enkeltes synspunkt ligner de andre hinanden mere, end de ligner ”mig”.

Der er alene af den grund modsætning mellem ”jeg” og alle de andre.

Den modsætning kan udvikle sig til konflikt, og det er meget nemt at få den opfattelse, at ”alle de andre” har rottet sig sammen mod ”mig” og vil undertrykke ”mig” og ”mine” rettigheder så meget, ”de” kan.

Det er naturligvis ikke en hensigtsmæssig opfattelse at nære, og det er selvfølgelig kun i yderst sjældne tilfælde, den virkelig kan synes berettiget; men ikke desto mindre er den udbredt, og dens udbredelse har voldt menneskene megen skade mellem år og dag.

Hekseprocesser og jødeforfølgelser er kun to eksempler på, hvilke ulykker en uhensigtsmæssig, ukritisk tro på rigtigheden af ens egne, indre fornemmelser kan føre med sig.

Konspirationsteorier er en anden.

Vi ser desuden netop i disse år en ulyksalig tendens til at opdele verden i ”dem” og ”os”, gode og onde, venner og fjender, og det vil undre mig meget, hvis ikke også den tendens stammer fra vores individuelle oplevelse af, at verden består af ”mig” og ”de andre”, medens man endnu en gang glemmer, at alle andre hver især har det på samme måde, fordi modsætningen mellem ”mig” og ”de andre” ligger til grund for ethvert individs verdensbillede.

Dette verdensbillede er med til at gøre en bestemt slags historie populær, og det er en variation over temaet for den slags fortælling, som er den ene af to mulige prædiketekster på 9. søndag efter trinitatis efter 2. tekstrække, og den prædiketekst har jeg valgt til os i dag.

”Klods-Hans” er én velkendt eventyrfortælling af denne historie, og eventyret om ”Den Tapre Skrædder” er en anden.

Den historie går ud på, at en magtesløs person tager kampen op mod overmagten, som han besejrer med list og slagfærdighed, selv om han uden fysiske kræfter og dannelse kæmper mod dem, der både er stærkere og klogere end han.  

Jeg tror, at når sådanne historier som disse eventyr og lignelsen om enken og den uretfærdige dommer er så populære, skyldes det ikke mindst, at de fleste af os føler os overset af nogen eller noget, som vi opfatter som overmagt, og i forlængelse deraf drømmer om at få den opmærksomhed, vi mener at fortjene.

Og det er med god grund, at lignelsen er blevet en del af Lukas-evangeliet, fordi evangelisten stræber efter at fortælle historier, der virker overbevisende på tilhørerne.

Evangeliet præsenteres så overbevisende, Lukas formår.

Lukas vil gerne have, at vi læser videre.

Lukas vil forhindre, at vi lægger bogen fra os og griber ud efter en anden.

Derfor vælger han historier, hvis tema vi kender i forvejen.

Lad os se nærmere på lignelsen om enken og den uretfærdige dommer, der giver efter, fordi enken bliver ved med at plage ham.

Enker var sammen med faderløse og fremmede de svageste i det israelitiske samfund, og derfor fremhæver Moseloven og dens fortolkninger gang på gang, at deres rettigheder ikke må krænkes – måske, kan man tilføje, også fordi, det lige netop var det, der skete gang på gang.

I denne lignelse har enken en kontrovers med en modpart, og hun er overbevist om, at det er hende, der har retten på sin side. Derfor opsøger hun dommeren.

En dommer i Israel havde til opgave at fortolke den religiøst begrundede Moselov, som omfattede alle forhold i samfundet – også det, vi ville kalde det verdslige liv.

I denne lignelse er der tale om en dommer, der ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker.

Han har hverken respekt for Gud eller for mennesker.

Til gengæld sætter han sin egen bekvemmelighed højt.

Han ender med at hjælpe enken, fordi hun volder ham besvær, og han frygter faktisk, at hun vil slå ham i ansigtet, hvis han ikke føjer hende.

Han har ikke engang taget stilling til, om enken objektivt set har ret; han forholder sig alene til, hvad der vil ske ham selv, hvis han ikke føjer enken.

Han burde naturligvis ikke være dommer, og man spørger sig selv, hvordan han er blevet det.

Måske har han bestukket nogen for at få dette hverv, måske var han som ung mere idealistisk, men har mistet sine illusioner med alderen.

En dommers opgave er ikke at sikre sin egen bekvemmelighed, men at udlægge loven og fælde dom.

Dommeren skal kende den lov han dømmer efter og principperne for at fortolke den.

Om han nødvendigvis må anse den for sand, rigtig og retfærdig er en anden diskussion, som er kommet op til overfladen i vores land i forbindelse med, at det er gået op for os ”gammeldanskere”, at mennesker med anden livsanskuelse og kulturbaggrund end den kristne og jødiske er ved at blive så vel etableret i det danske samfund, at det er en realistisk mulighed, at nogle af dem kunne blive dommere ved retter i Danmark.

Men det er ikke den danske virkelighed i det Herrens år 2020, lignelsen om enken og den uretfærdige dommer handler om, og den lignelse er netop ikke virkelighed, men en lignelse.

Dommeren, der kun tænker på sig selv, er en ekstrem figur, der er sat så meget på spidsen som muligt.

Han kan for mig at se ikke være en realistisk figur i et retssamfund, alene af den grund, at en dommer i f.eks. vores samfund aldrig arbejder alene, men altid har såvel fag- som lægfolk i form af advokater, meddommere og domsmænd eller nævninge som nødvendige samarbejdspartnere.

Det indebærer, at en enkelt dommers uegnethed til sin opgave meget hurtigt ville blive bemærket og gjort til genstand for undersøgelse.

Men den uretfærdige dommer i lignelsen er altså alene og enevældig.

Enken i lignelsen har retten på sin side.

Hendes krav er retfærdigt.

Hun er ikke en svindler.

Svindler overlades det til dommeren at være.

Dommeren er ligeglad med, om hendes krav er retfærdigt eller ej.

Han vil bare have fred, som en læge, jeg havde i kort tid for mange år siden; han havde hang til at udskrive al medicin, hans patienter bad om, og sende sine patienter til laboratorieundersøgelse, hvis de ikke selv vidste, hvad de fejlede.

Men enken gav ikke op, - ligesom den ideelle patient heller ikke giver op, hvis hun ikke kan få de hjælpemidler, hun har brug for.

Lukas’ pointe med lignelsen er et besnærende argument, som går ud på, at når denne uretfærdige dommer trods sin uretfærdighed giver efter for enkens retfærdige krav, så vil Gud, der som udgangspunkt netop er retfærdig, i endnu højere grad give efter for retfærdige ”krav”, der bliver fremsat i bønner.

Når man kan ”plage sig til” sin ret hos en uretfærdig dommer, siger Lukas, kan man i endnu højere grad gøre det samme hos en retfærdig Gud.

Og derfor lader Lukas Jesus afslutte lignelsen med det spørgsmål, om Menneskesønnen – det vil sige Kristus ved sin genkomst på den yderste dag – vil finde troen på jorden.

Eller sagt i forlængelse af lignelsen om enken og den uretfærdige dommer:

Vil der være nogen enker, der henvender sig til Menneskesønnen ved hans komme?

Der er en meget væsentlig forskel på lignelsen om enken og den uretfærdige dommer og den skildring, Jesus her giver af mennesket ved Menneskesønnens komme.

Nøglebegrebet er retfærdighed.

I lignelsen er den svage – enken – den retfærdige og den stærke – dommeren – den uretfærdige.

Når Menneskesønnen kommer, er det som udgangspunkt Menneskesønnen, der er den retfærdige, medens mennesket er uretfærdigt.

Mennesket har ikke gjort sig fortjent til Menneskesønnens komme.

Og det er lige netop dette, der er pointen med det kristne evangelium.

Mennesket har ikke gjort sig fortjent til Menneskesønnens komme, fordi mennesket ikke kan gøre sig fortjent til Menneskesønnens komme.

Men selv om mennesket af de bedst tænkelige grunde ikke har gjort sig fortjent til Menneskesønnens komme, kommer Menneskesønnen ikke desto mindre til at finde sted, forkynder Jesus her.

Gud handler ud fra sin beslutning, - ikke ud fra menneskets fortjenester.

Det er en grundlæggende påstand, der er med til at adskille kristendom fra anden religion.

Gud giver, mennesket modtager, - og dette sidste, at tage imod, kan sandelig i mange tilfælde være vanskeligere end at give.

For det er den stærke, der giver, og den svage, der modtager, og det er menneskeligt set ikke nemt at erkende sin svaghed, - hverken over for sig selv eller andre. 

Mennesket kan ikke gøre sig fortjent til frelse.

Frelsen kommer fra Gud, forkynder evangeliet, og det sker uden hensyn til menneskelig fortjeneste.

Menneskelig fortjeneste eksisterer ikke under evighedens synsvinkel.

Det er endnu en forskel mellem kristendom og anden religion.

Mennesket bliver i kristen tro ved Guds nåde gjort fri for at skulle bruge sit liv på at fortjene sin frelse, men kan bruge sit liv på … at leve. Amen.

 

 

 

20 08 08 Hvad er en klassiker?

Der er mange kunstværker, der taler til os ned gennem århundrederne.

Malerier som Mona Lisa af Leonardo da Vinci fra 1503 og Den Sixtinske Madonna af Rafael fra 1512 – det sidste ikke mindst kendt for to små opsætsige engle i billedets underkant – er værker, som vi umiddelbart kan knytte en forbindelse til på trods af århundrederne.

For nogle dage siden skrev jeg lidt om Boccaccios Dekameron fra ca. 1350, som ligeledes er let tilgængelig i en god oversættelse, og jeg kunne skrive en liste uden ende med bl.a. Shakespeares dramaer og Goethes Faust.

Men der er også kunstnere og værker, som går i glemmebogen.

De fleste af os kender i det mindste af navn den italienske operakomponist Giuseppe Verdi (1813-1901), hvis værker opføres over hele verden den dag i dag. Men i hans levetid stod han i skyggen af sin lidt ældre kollega Saverio Mercadante (1795-1870), hvis person og værker ikke ret mange kender til i 2020.

Der er åbenbart nogle kunstværker, der holder til tidens tand, og der er andre kunstværker, der ikke gør. Der er også nogle, der går i glemmebogen og bliver genopdaget. Og der er faktisk også dem, som først bliver kendt og elsket længe efter af mere eller mindre tilfældige grunde.

Når man vil skildre, hvad der sker, når man betragter f.eks. et maleri i længere tid, kan man sige, at man går ind i billedet. Og vi kunne fortsætte dette billedsprog ved at sige, at hvis man føler sig hjemme der, er det, fordi billedet optager en.

Det føles vedkommende.

Det fortæller mig noget.

Noget, jeg ikke vidste i forvejen, og som jeg har glæde af at få at vide.

Hvis jeg gerne vil vende tilbage til det, måske endda mere end én gang, er billedet ved at blive en klassiker for mig.

Og hvis tilstrækkeligt mange mennesker har den opfattelse, er det blevet til en klassiker.

Der gælder noget lignende for andre kunstværker.

Billedkunst har den særlige egenskab, at man kan overskue hele billedet – eller skulpturen – i et øjeblik, medens litteratur og musik udfolder sig i tid.

En roman varer den tid, der medgår til at læse den, og et stykke musik den tid, det tager at spille det.

Om et stykke litteratur eller musik bliver en klassiker, hænger sammen med, om vi har lyst til at læse eller høre det igen og igen.

Og hvis vi har det, må det skyldes, at der er bestanddele i det, som bliver ved med at interessere os.

Det er mangetydigt.

Vi bliver ikke uden videre færdige med det.

Og hvis jeg bliver træt af et stykke musik, fordi jeg har hørt det tyve gange, kan det være, jeg vender tilbage til det om et år og hører det tredive gange.

Så, må man sige, er der ved at være forudsætninger for at tale om en klassiker.

Det er ikke sjældent, man bliver spurgt om sin yndlingsroman eller yndlingsmusik.

Det ville jeg ikke kunne give et entydigt svar på.

Men der er et antal romaner og musikstykker, jeg gang på gang vender tilbage til, og de er mine personlige klassikere, og det får mig til at drage den konklusion, at en klassiker er et værk, jeg nødig ville være foruden.

 

 

 

20 08 07 Lad os være der for hinanden!

Lad os blive ved med at være raske!

En dansk børnefilm fra 1977 havde titlen ”Hellere rig og rask end syg og fattig”.

Det er da også rigtigt.

Men i dag skal det måske udtrykkes anderledes:

Hellere fattig og rask end rig og død – eller syg med senfølger for livstid.

Det ser desværre ud til, at udviklingen omkring COVID 19 begynder at gå den forkerte vej.

Der bliver igen flere smittede, og antallet af indlagte holder op med at falde.

Jeg tror, det er et spørgsmål om at forstå, hvad det er vi står overfor.

En pandemi som COVID 19 kan bedst sammenlignes med en naturkatastrofe eller en krig.

Vi kan ikke få den til at forsvinde.

Den går ikke væk, hvis vi ignorerer den.

Tvært imod.

Det eneste, vi kan gøre, er at beskytte os selv og hinanden.

COVID 19 er ikke noget, som nogen forsøger at binde os på ærmet for at genere os eller for at tage vores opmærksomhed, medens de narrer os.

COVID 19 er en ubehagelig realitet, som vi skal gøre vores bedste for at holde på afstand af os.

Og vi ved nok efterhånden godt, hvordan vi gør det.

Vi skal holde afstand til hinanden.

Vi skal holde vores hænder rene – enten med grundig håndvask eller med sprit.

Og når vi ikke kan holde afstand til andre mennesker, skal vi supplere vores beskyttelse ved at tage en godkendt maske på og bruge den forskriftsmæssigt.

Det er alt sammen både besværligt, dyrt og ikke mindst irriterende, men tænk på alternativet!

I værste fald smitte, sygdom og død, og hvis ikke død, så måske alvorlige følgevirkninger af sygdommen resten af livet.

Jeg kommer til at tænke på den vise, græske filosof Epikur (341-270 f.Kr.). En af hans teser lød, at formålet med livet var nydelse. Men det skulle forstås til bunds. Og det kan nok bedre formuleres sådan, at formålet med livet er at undgå smerte.

Efter enhver fest kommer dagen derpå.

Og Epikur ville, at dagen derpå skulle være uden ubehag.

Og det kan den jo kun blive, hvis man undlader at overspise eller –drikke til festen.

Hvis vi i disse COVID 19-tider mødes, som vi plejer, og krammer, som vi plejer, og i øvrigt gør, som vi plejer, risikerer vi smitte og sygdom.

Hvis vi derimod følger de enkle retningslinjer, som myndighederne har udstukket, er det sandsynligt, at vi kan holde os raske, til der er mulighed for at blive vaccineret mod COVID 19, og derefter igen er det uhyre sandsynligt, at vi kan leve mere eller mindre, som vi levede før COVID 19.

Jeg synes også, det er irriterende.

Der er mere, man skal huske.

Jeg bestræber mig på altid at medbringe både sprit og engangshandsker, når jeg går ud.

Og røre så lidt som muligt ved ting.

Man kan ikke bare være spontan.

Og det er i enhver betydning af ordet trættende.

Anstrengende.

Kedeligt.

Og tanken om at bære maske eller mundbind er mig inderligt imod.

Alligevel vil jeg gerne gøre det, hvis det kan være med til at hindre, at smitten spredes.

For vi skal passe på hinanden – og på os selv.

 

 

20 08 06 Menneske og religion.

Århus-teologen Johannes Sløk skrev engang i 1960-erne en bog med titlen ”Det Religiøse Instinkt”.

Det er en titel, jeg godt kan lide, fordi den med få ord beskriver, hvorfor vi har kirker og moskeer og templet og trossamfund osv. osv..

Vi mennesker har noget i os, der får os til at søge efter noget, der på en måde er anderledes end os selv og vores medmennesker, noget, der rækker ud over menneskelig erfaring.

Det sted i vores indre, hvor det findes, kalder jeg gerne det religiøse rum.

Jeg er overbevist om, at det i en eller anden form findes i os alle – også hos hver og en af dem, der forstår sig selv som ateister og måske ser sig selv som fornuftsvæsener.

Om der er noget i den anden ende af vores søgen eller vores længsel, det er til gengæld en trossag.

Det kan vi ikke vide.

Men vi kan tro det.

Vi kan også lade være.

Men jeg tror ikke, vores valg er så frit, som vi gerne vil have.

Vi lever hen ved to år af vores liv – de to første – uden at have mulighed for at give forståeligt udtryk for det, vi mærker, og det, vi føler.

Vi kan ikke sætte ord på det, for vi kan endnu ikke tale.

Men vi kan huske – huske i billeder, følelser og fornemmelser, og de erindringer er med os til vores sidste time.

Det er på grundlag af det forråd af billeder, følelser og fornemmelser, vi bygger vores verdensbillede, i takt med, at vi lærer at tale og i øvrigt vokser til.

Når vi bliver født, kan vi så godt som intet, men i modsætning til andre levende væsener fødes vi med mulighed for at lære næsten alt.

Og vi fødes med mulighed for at nære forestillinger om Gud, og de forestillinger ser forskellige ud, alt efter hvilken kultur, vi fødes ind i.

I vores del af verden har det i mere end tusind år været kristendom, de fleste fødes til, og mange af os finder mening i.

Men også mange har gjort oprør mod kristne forestillinger – for et par dage siden skrev jeg om, hvordan nogle i middelalderens Italien gjorde gejstligheden til grin, fordi den ville bestemme over deres liv og død og moral uden selv at leve op til de krav, de stillede til andre.

I luthersk kristendom er der ikke nogen væsentlig forskel mellem gejstlighed og lægfolk.

Præster og lægfolk er i øjenhøjde.

Præster og lægfolk kan se hinanden i øjnene.

Præster skulle gerne i arbejdslivet have samlet erfaringer, vi kan stille til rådighed i samtaler og gudstjenester og kirkelige handlinger, erfaringer, som kan støtte og hjælpe, når der er noget der gør ondt.

Det vigtigste er nok at kunne – og have mod til – at hjælpe hinanden med at være mennesker på lige fod.

Det tænker vi måske ikke så meget på, når alt går, som det skal.

Men når der opstår en pandemi som COVID 19, bliver det kun alt for tydeligt, i hvor høj grad vi er afhængige af hinandens hensyntagen og omsorg.

Det kan godt være, det er de færreste, der dør af COVID 19, men senfølgerne forekommer skræmmende, selv om vi endnu ikke har fuld klarhed over dem.

Lad os i denne tid endnu mere, end vi plejer, hjælpe hinanden og gøre mod andre, hvad vi gerne vil have dem til at gøre mod os.

 

20 04 05 Præster er bare en slags mennesker.

I mange af novellerne i ”Dekameron” bliver gejstlige gjort til grin.

Den katolske kirke var en magtfaktor af de helt store.

Det var den almindelige opfattelse, at kirkens vigtigste opgave var at være en ”frelsesanstalt”.

Det vil sige at være den ”myndighed”, der bestemte, om et menneske kom i himlen eller i helvede, når vedkommende døde.

Kirken og dens mænd havde magt.

Og magthavere gør man grin med.

Magthavere er til grin.

Det er undersåtternes sikkerhedsventil.

Selv om danske præster ikke har haft samme magt siden reformationen i 1536, har vi dog også en solid tradition for at gøre grin med præster og deres – vores – særheder.

Der er en dejlig tegning af Fritz Jürgensen, i hvilken en ung pige i bondedragt fra 1800-tallet sidder på en stol, medens en gruppe præster står omkring hende med himmelvendte øjne.

Teksten lyder omtrent således: ”Maren forsøger at omvende en gruppe fynske præster til kristendommen”.

Og så var der i slutningen af 1800-tallet, altså i de store vækkelsers tid, en proprietær, også på Fyn, der havde indbudt en stor gruppe præster til middag. Og dagen før festen kom kokkepigen Ane hen til husets frue og spurgte, om de præster, der skulle komme til middag, var grundtvigianere eller missionsfolk. ”Hvorfor vil Ane dog vide det”, spurgte fruen forundret. ”Jo”, svarede Ane, ”hvis det er grundtvigianere, så drikker de, men hvis det er missionsfolk, så æder de!”

Ak ja.

Præster er også mennesker.

Præster er kun mennesker.

Heldigvis.

I 1930-erne, da Tidehverv var en ny og anderledes kirkelig retning, der ikke på nogen måde var forstenet, men udtalte sig klogt og skarpt om tidens emner, sagde man, at Tidehverv kunne karakteriseres med disse tre sætninger:

1) Gud er alt.

2) Jeg er intet.

3) Du er idiot.

Det er – var – måske at sætte sagen på spidsen, men somme tider er det der, sagen står bedst.

I et moderne, verdsliggjort samfund som vores forekommer det måske, at præster og kirker er noget af en anakronisme.

At religion i det hele taget er noget forældet bras.

Det er der i hvert fald mange ateister, der mener.

Men ateister er de mest religiøse af os alle.

De tror på fornuften.

De tror, at de kan v i d e, at det er fornuft, der ligger til grund for deres handlinger.

Men det er og bliver en trossag.

Det er vigtigt, at det i kristendom drejer sig om tro – ikke om viden.

Om en personlig, ja, privat, indstilling, der for den, der har den, er den rene, skære sandhed, samtidig med, at den kan blive gjort til skamme, fordi den netop ikke er viden.

Kan man i sit indre knytte sin tro sammen med håb, og det vil sige med forventning, er der opstået forudsætninger for, at man har mod til at leve sit liv.

Og hvis man ikke har en eller anden forventning om, at den nye dag vil bringe noget, der er til at holde ud, er det mere end vanskeligt at stå op om morgenen.

Vi mennesker har anlæg for tro.

Og dermed også for religion og hvad det indebærer.

 

20 08 04

En opbyggelig bog fra det 14. århundrede – Dekameron af Giovanni Boccaccio – og ikke et ord om COVID 19.                                                                                                                                  

Omkring 1350 var der pest i den italienske by Firenze.

”Den sorte død” var en pestsygdom, der som pandemi kom til Sicilien i 1347 og derefter spredte sig op gennem det italienske fastland og videre til resten af Europa.

Dødstallet var enormt.

Boccaccio skrev sit værk i årene 1349-52.

Dekameron består af et hundrede fortællinger, der er meget forskellige i deres indhold, men fælles for dem er, at de alle er meget moralske – også de mest uanstændige af dem.

Dekameron er sidste år udkommet i en ny dansk oversættelse af Thomas Harder på forlaget Hoff & Poulsen, og selv om der findes flere danske oversættelser, er denne langt den bedste. Den kan lånes på ethvert bibliotek og anbefales varmt.

De hundrede historier er sat ind i en ramme, som består af en fortælling om, hvordan pesten hærger i Firenze. Borgerne dør som fluer, og moralen forsvinder op i den blå luft. Syv velhavende unge kvinder, der stort set er uden overlevende slægtninge, tager initiativ til at bringe sig i sikkerhed i landlige omgivelser i en stor villa, og tre unge mænd indvilliger i at ledsage dem.

I villaen bliver de enige om at fordrive tiden med at fortælle historier, og de vælger for hver dag en dronning eller konge til at styre slagets gang og blandt andet vælge historiernes emner, idet hver dag få sit tema.

Der er historier om riddere og om købmænd, men der er også folkelige fortællinger, der ikke mindst handler om præster og munkes grådighed og liderlighed.

Der er fortællinger om kvinder, der narrer deres ældre mænd og tager en ung elsker, og der er fortællinger om kvinder, der med stor kløgt og vid holder sig mænds efterstræbelser fra livet.

Det er som helhed meget, meget morsomt og vittigt, og det er frem for alt på et højt moralsk niveau.

Fortællingerne hylder alle ærlighed og ægte følelser, og de mænd og vist også ganske enkelte kvinder, der vil bedrage andre, får deres velfortjente straf.

Boccaccio kendte og beundrede Dante Alighieris ”Den Guddommelige Komedie” fra 1321, og en tradition vil, at det var Boccaccio, der gav Dantes værk tilnavnet ”guddommelig”.

Der er ingen plads til gudsfornægtere i Boccaccios univers – de kan højst finde plads i Dantes helvede, og fordi kristendom er det urokkelige fundament for fortællingerne, kan de udfolde sig uden den mindste snert af bortnerthed.

Det er kendetegnende, at en spade kaldes en spade i værket.

Man kan lære meget om mennesker ved at læse Dekameron. Titlen er græsk og betyder ti dage, nemlig den tid, de unge mennesker opholder sig i villaen.

Det kan være, nogen kommer til at gå i stå i rammefortællingen med en ret detaljeret beskrivelse af pestudbruddet, men skulle det ske, vil jeg foreslå, at man går videre til novellerne – dem i den første dag er som helhed ret morsomme og koncise, og derefter, når man er blevet mere fortrolig med værket, forsøget sig med indledningen endnu en gang.

Jeg er i gang med at læse Dekameron på italiensk – det kan lade sig gøre for mig, fordi italiensk fra 1300-tallet ligger ret tæt på latin, som er mit gamle universitetshovedfag, og fordi jeg kan støtte mig til en dansk oversættelse, hvis jeg kommer i tvivl om, hvad en sætning betyder.

Noget af det bedste ved sådan en klassiker er, at det giver en følelse af at kunne kommunikere med mennesker henover adskillige århundreder.

Prøv selv – jeg tror ikke, du bliver skuffet, kære læser!

 

 

 

 

Gudstjenesterne i Maribo den 23. august og i Vestermarie den 06. september er aflyst pga. COVID 19-situationen.

 

 

20 08 03

En ny uge begynder.

Nogen ville måske sige truer.

Det vil jeg lade dem om.

Det er mandag morgen, og jeg er som altid stået op kl. 05.30 for at træne.

Uden vækkeur.

Det er dejligt at begynde dagen med at få rørt sig og blive svedt igennem, mens jeg jonglerer med håndvægte af varierende tyngde.

De kan begge indstilles fra 2 til 24 kg, og for tiden bruger jeg vægte mellem 9 og 23 kg.

Efter den rutine er jeg klar til at møde verden med åbent sind og oprejst pande.

Jeg ville så gerne skrive om noget andet end COVID 19, og det skal jeg nok også komme frem til.

Men det bliver ikke i dag.

I hvert fald ikke udelukkende.

Jeg har lige hørt om en kvinde, der står foran sin firs års fødselsdag.

Hun er i et lykkeligt ægteskab, og både hun og hendes mand har gode uddannelser og et langt arbejdsliv bag sig; de ser ud til at være mennesker af den slags, der kan lægge to og to sammen og få det rigtige ud af det.

De har et stort netværk af familie og venner, og dem vil de naturligvis gerne holde stor fest for i anledning af den runde fødselsdag.

Og når det er firs eller mere, man fylder, har man nok ikke megen lyst til at vente med at feste, for med alderen bliver det jo mere og mere usikkert, hvor mange lejligheder, der kommer til at byde sig til fest.

Men så er det, at der altså er COVID 19 omkring os.

Og ægteparret har derfor holdt en ordentlig brainstorm for at finde ud af, hvordan den runde fødselsdag skal markeres.

De mener begge, at tiden ikke er til at holde fest, som man plejer.

Det er jeg helt enig med dem i.

Og i årets løb har andre været enige med mig.

Alt har sin tid, som det hedder i Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente.

”En tid til at græde, en tid til at le.  

En tid til at holde klage, en tid til at danse.” (Prk 3, 4)

Og lige nu er det snarere tid til at græde og klage end til at le og danse.

Det betyder ikke, at det er umuligt at markere en mærkedag.

Det skal blot ske på en anden måde og sandelig også under mere udvortes end indvortes anvendelse af alkoholholdige væsker.

Men at mødes f.eks. udendørs under en baldakin og med behørig respekt for brug af social afstand, håndsprit og mundbind bliver let tvungent og unaturligt.

Hvis det var mig, der fyldte firs, og det er det altså heldigvis ikke endnu, ville jeg gøre noget helt andet.

Jeg ville skrive nogle linjer om, hvor meget de mennesker, jeg kender og omgås, betyder for mig, og takke dem for deres tilstedeværelse i mit liv, og som afslutning tilføje, at jeg ville håbe at kunne se dem til en sammenkomst, når tiden blev en anden – hvis altså min tid, og det vil sige min levetid, tillod det.

På den måde ville jeg kunne vise dem mine følelser og samtidig gøre det klart for dem, at jeg bekymrede mig om deres helbred.

 

 

 

 

20 08 02 I dag er det søndag.

Men et virus holder ikke fri.

Et virus holder ikke søndag.

Det er aktivt 24/7.

Ligesom vores sind er.

Et virus minder måske mest af alt om de sider af os selv, som vi ikke behersker.

Vores følelser.

Det, vi har lyst til.

Det, der piner og plager os.

Vi kan kun beherske et virus, hvis vi finder en modgift imod det.

Indtil vi har gjort det, må vi leve med det på godt og ondt.

Udvise rettidig omhu og undgå en adfærd, der kan bringe smitte videre.

Indtil vi har en ”kur” – og det vil som regel sige en vaccine, må vi tænke det nye virus ind i vores adfærd, så vi lærer at leve med det på den måde, at vi undgår det.

Der er mennesker, der har følelser eller lyster, som de ikke kan føre ud i livet uden at skade andre, og i den situation må man lære at leve med det savn, som ikke kan mættes.

Der er ikke noget forkert i at nære en følelse, for det er ikke ens eget ansvar.

Du kan heller ikke gøre for det, hvis du ikke kan lide østers, kære læser.

Men det er ens eget ansvar at føre sine følelser ud i livet på en sådan måde, at ingen andre kommer til skade. Og der er hjælp at få. Begynd hos lægen – eller præsten, som du kan tale med uden at sige dit navn.

Både virus og følelser kan trænge ind i vores verden, der måske ellers føles velordnet og tryg, og ødelægge den på et øjeblik.

Det tager kun et øjeblik at rive det ned, som det måske har taget år at bygge op.

Vi har alt for let ved at glemme eller måske snarere overse, for på bunden ved vi det jo godt, at vi er en del af naturen, en del af det, der omgiver os, selv om vi ofte ser os selv som en modsætning til naturen.

Vi påvirker vores billede af vores omverden, når vi giver navne til det, den består af.

Men omverdenen kan med et slag vise sider af sig selv, som vores billeddannelse ikke har indbefattet.

Ved den dejligste sandstrand kan der være huller i revlerne, og i disse hestehuller, som de kaldes, kan der dannes stærk strøm, som fører ud på det åbne hav.

Og det kan være svært for selv den dygtigste og stærkeste svømmer at finde ind på land.

Spørg bare livredderne på Sjællands nordkyst.

Et gammelt ordsprog fra Norden siger, at ilden er er god tjener, men en streng – eller slem – herre.

Det er vel sandt for de fleste naturkræfter.

Et virus kan næppe gøre os meget godt, men det kan gøre os ondt, hvis ikke vi forhindrer det i at få magt over os.

Ligesom havet og ligesom vores følelser kan skade os.

Der er mangt og meget omkring os, hvis kræfter er anderledes end vores, og derfor forekommer større, indtil vi har besindet os på vores fortrin.

Vores omverden – herunder også vira og bakterier – er ligesom vi selv en del af skabelsen.

I den første af de to skabelsesberetninger i 1. Mosebog står der (Gn 1, 26-27 – efter Bibelen 2020):

”Gud sagde til sig selv (da han havde skabt alle dyrene på jorden, PBH): ’Lad os nu forme mennesket. Det skal ligne os, så det kan tage ansvar for fiskene i havet, fuglene i luften og dyrene på jorden.’ Og Gud formede mennesket, så det lignede ham.”  

Download vores kirkeblad

Det nyeste: Læs kirkeblad december 2019 her: 

Læs kirkeblad juni 2019 her: Korr_2_Folkekirkens_Udvalg_Kirkeblad_2_2019.pdf

Læs kirkeblad december 2018 her: 18 12 08 WEB_Kirkeblad_1_Forår_2019 (002).pdf

Læs kirkeblad juni 2018 her: 180611_Kirkeblad_2_2018.pdf

Læs kirkeblad december 2017 her: Kirkeblad_1_2018.pdf

Læs kirkeblad juni 2017 her: 17 06 17 Kirkeblad_nr_2_efterår_2017.pdf

Læs kirkeblad december 2016 her: 16 12 07 WEB_hhoest_Kirkeblad_1_2017.pdf

Læs kirkeblad juni 2016 her: WEB_335939_Kirkeblad_2_2016.pdf

Læs kirkeblad januar 2016 web_334027_Kirkeblad_1_2016.pdf

Læs kirkeblad nr. 1. 2015  web_331487_Kirkeblad_2_2015.pdf

 

Læs kirkeblad nr. 2, 2014!
Læs kirkeblad nr. 1, 2014!
Læs kirkeblad nr. 2, 2013!
Læs kirkeblad nr. 1, 2013!
Læs kirkeblad nr. 2, 2012!
Læs kirkeblad nr. 1, 2012!
Læs kirkeblad nr. 2, 2011!

 

Læs professor Gitte Buch-Hansens foredrag fra 09. april 2014 "Tiden læger ikke alle sår." Klik her!
Læs Peter Bjørn Hansens foredrag fra 21. marts 2014 om romancyklussen Josef og hans brødre af Thomas Mann. Klik her!

 

 

Vor Frue Kirke Vordingborg er nyrestaureret! Abel Schrøders altertavle (ca. 1640-50) står så smukt og klart som aldrig før! Kirken er åben: apr - okt: ma - fr 10 - 15; nov - mar ma - fr 10 - 14. Alle fotos: Jette og Jørn, Vordingborg.

Judas i nærbillede. I hånden holder han en pung med "30 sølvpenge", som han har fået for at forråde Jesus.

Under hans stol sidder en djævel med horn, rødglødende øjne og kvindelige former og rækker ud efter pengepungen!